Anmeldelser

af Karin Slaughter
199,00 kr.
Læg i kurv
ANMELDT 1 GANGE
SE ANMELDELSER
SAMLET VURDERING
[4.00]

En ganske glimrende thriller.

af Bogdalen | 23/12/2017

 

Søstrene Charlotte og Samantha Quinn bliver brutalt overfaldet i deres hjem af maskerede gerningsmænd og bliver ved samme lejlighed vidne til mordet på deres mor. De voldsomme begivenheder har endeløse konsekvenser for søskendeparret og trækker tråde af sorg og grusomme erindringer med sig til voksenlivet. 28 år senere er storesøster Samantha fraflyttet den lille by Pikesville, hvor overfaldet skete, og lever sit liv i New York uden nævneværdig kontakt med hverken sin far eller søster og uden ønsket om at se sig tilbage. Lillesøster Charlotte er derimod blevet i lokalsamfundet hos søstrenes far og hos minderne. En voldsom begivenhed på en skole i Pikesville, som Charlotte ved et tilfælde overværer, bringer de to søstre, noget modvilligt, sammen igen i byen, hvor de er vokset op og har mødt ondskaben på flere planer.

Karin Slaughter er en kvinde, der med sin skarpe pen, har utallige liv på samvittigheden. Hun råder over en formidabel evne til at bevæge sig i brutaliteten på en blodig og bidende måde. Hendes ofre bliver ofte slagtet med stor brutalitet og metoderne er oftest yderst visuelt beskrevet. Indimellem er der læsere, der må give op overfor forfatterens malende beskrivelser af menneskets allerværste skyggesider. Jeg tilhører ikke denne gruppe – jeg elsker Karin Slaughter og har slugt alt, hvad hun hidtil har rørt ved. Lige fra bøgerne om børnelægen og retsmedicineren, Sara Linton, til bøgerne om specialagenten, Will Trent, og videre til bøgerne, hvor de to bliver forenet. Denne "den gode datter" er den anden selvstændige bog, omhandlende andre personer end Sara Linton og Will Trent enten sammen eller hver for sig, siden vi blev præsenteret for disse to.

Som en stor del af mine, for tiden, læste bøger er de fleste af siderne i "den gode datter" læst på mit lokale offentlige bibliotek – mit safehouse <3 .. En temmelig god indikator for, hvor effektivt bogen formår at fange mig, er i hvor høj grad jeg evner at blive så fanget af historien, at eventuelle forstyrrelser forbigår min opmærksomhed - smækkende døre, snakkende personale, lokale skolebørn og andet der måtte forsøge at tiltuske sig min opmærksomhed. Disse forstyrrende faktorer var hjælpeløse i forhold til Karin Slaughters evne til at formidle og fange læseren. Jeg åbnede bogen, forlod mit lokale bibliotek og rejste med til Pikesville, Maryland.

Rigtig meget fungerer rigtig godt i "den gode datter". Som læseren er fortrolig med fra de øvrige bøger fra forfatterens hånd er persongalleriet igen i denne bog yderst velkomponeret. Jeg er, som læser, fuldstændig tryg ved kvaliteten af beskrivelser af personer og miljø og kommer langt ind under huden på de involverede - især under huden på søstrene Samantha og Charlotte og det komplicerede forhold imellem disse to. Kærligheden og anspændtheden imellem dem og over til deres fælles far er virkelig godt serveret – enhver, der er i et søskendeforhold, ved godt, hvor ambivalent og mættet på følelser et sådant forhold til tider kan være - jeg blev rørt på så mange måder af den fælles historie søstrene, i denne bog, slæber rundt på.

Fortællingen i "den gode datter" er på ingen måde hastet igennem – tempoet er nærmere lidt langsommeligt og med flere gentagelser og grundige beskrivelser undervejs og det fungerer faktisk meget godt. Sproget flyder lækkert, historien vokser på mig og siderne vender nærmest sig selv.

"Den gode datter" er SÅ meget mere end en spændende fortælling og en klassisk "whodunnit". Udover spænding og plot drypper bogens sider af sorgen over moderens tragiske død og overfaldet på søstrene som unge. De konsekvenser overfaldet har for Samantha, Charlotte og familien har så meget dybde og så mange facetter i denne bog og er yderst velbeskrevet. Sorgen er intens og det kan jeg i dén grad, som læser, mærke. "…...Hun havde oplevet det før. Hun vidste, at man kunne komme det hele i en lille æske, som man sørgede for at lukke forsvarligt, så man kunne fortsætte med at leve sit liv … hvis man ikke sov for meget, ikke trak vejret for meget, ikke levede for meget, for så ville døden bare komme og tage én." Mit eneste ankepunkt ved denne bog – og øv for pokker – er, at jeg synes plottet er lidt for gennemskueligt – (i hvert fald det ene plot) og sådan plejer det ikke at forholde sig i Karin Slaughters bøger. Jeg havde tidligt i historien regnet ud, sådan cirka, hvordan det hang sammen med den ene del af historien og jeg ærgrer mig gevaldigt, når det sker. Jeg VIL forføres og snydes og bedrages! Jeg VIL IKKE regne noget ud! Lad mig venligst famle i blinde så lang tid som muligt og helst til sidste side....

På trods af ovenstående anke er jeg stadig trofast Karin Slaughter fan og også ganske imponeret over resultatet af "den gode datter". Hun gør det helhjertet til enhver tid. Læs den! Køb den! Giv den i gave! Lån den! Gør noget!

4 ud af 5 stjerner! 

Vil du anbefale til en ven?

Ja

Varen blev lagt i din kurv