Anmeldelser

af Luca D'andrea
152,10 kr.
Læg i kurv
ANMELDT 1 GANGE
SE ANMELDELSER
SAMLET VURDERING
[4.00]

10 bogstaver: læseværdig!

af Bogdalen | 23/12/2017

  Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget

Bjerget er forfatterens debutroman og sikke en debut. Luca D'andrea er en italiensk forfatter, der, til stor fornøjelse for os læsere, nu er blevet oversat til dansk.

Bjerget er en drivende god thriller, der foregår i en bjerglandsby i den italienske bjergkæde Dolomitterne. Jeg-fortælleren i bogen er en amerikansk dokumentar-manuskriptforfatter, Jeremiah Salinger, som sammen med sin kone og deres 5-årige datter planlægger at tilbringe nogle måneder i hustruens fødeby - en lille bjerglandsby i Sydtyrol.

Landsbyen er et lille sammentømret samfund, hvor man enten hører til befolkningen eller er en fremmed, der står udenfor – og bliver behandlet derefter! Salinger er uden tvivl en fremmed!

Ved et tilfælde overhører Salinger en samtale, der gør ham opmærksom på, at bjerget, som landsbyen ligger op ad, gemmer på en makaber begivenhed. For mere end 30 år siden blev 3 unge mennesker fra byen myrdet på grusom vis og mordene blev aldrig opklaret. Salinger bliver draget af fortællingen om begivenheden og med tiden nærmest besat, for hvad er det bjerget gemmer på? Hvem eller hvad slog de 3 unge mennesker ihjel? Hvorfor skulle de myrdes? Og hvorfor er der ingen opbakning fra landsbyen til opklaringen af mordene?

Bjerget er en usædvanlig og meget original thriller. Jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg var en smule forudindtaget, inden jeg satte mig til rette med bogen – da jeg kunne se, at forfatteren er blevet sammenlignet med blandt andre Stephen King og tv-serien Twin Peaks – begge to en betydelig del af mine ungdomsminder. Hvordan løfter man, som debuterende forfatter, denne opgave? Hvordan leverer man et produkt, der tåler at blive sammenlignet med disse to uden at falde til jorden?! 

Det gør man i sin enkelhed, som Luca D'andrea gør i "Bjerget"!  Jeg var fanget fra allerførste side og underholdt hele vejen igennem. Bogen er vellykket og jeg havde svært ved at lægge den fra mig. Der er absolut intet i "Bjerget" der falder til jorden!  

Handlingen blev gentagne gange skubbet i en ny retning og det fungerede faktisk rigtig godt. Hver gang jeg havde en forventning om, at nu var gåden løst - så opstod der et twist og bogens handling tog en yderligere drejning.

Sproget er letlæseligt og herligt flydende. Fortællerens kapitler er korte og afgrænsede og det er let at holde styr på de forskellige twist og drejninger.

En dejlig læseoplevelse, der ender på 4 ud af 5 stjerner 

10 bogstaver: læseværdig!

Vil du anbefale til en ven?

Ja

Varen blev lagt i din kurv