Anmeldelser

af Dennis Jürgensen
299,95 kr.
Læg i kurv
ANMELDT 1 GANGE
SE ANMELDELSER
SAMLET VURDERING
[3.00]

jævnt begejstret!

af Bogdalen | 23/12/2017

  To securitasvagter bliver vidne til en bestialsk forbrydelse og Roland Triel bliver sammen med sine kollegaer inddraget i opklaringen. Sideløbende med ovenstående forbrydelse kører Triel, som vanligt, sin egen efterforskning på mordet på sin kone.

I denne bog kommer Triels datter, Andrea, mere på banen. Hun er ikke længere så voldsomt traumatiseret efter moderens død og beslutter derfor på egen hånd - en kende urealistisk - at efterforske de drabelige begivenheder på Myntevænget, der førte til, at hun, udover at blive udsat for grov vold, også blev moderløs.

Undervejs i fortællingen bliver læseren gentagne gange taget med tilbage i tiden til en yderst spændende sag 32 år tidligere, der udspiller sig i Spanien. Har denne sag mon noget at gøre med nutiden?

Marcherende myrer er fjerde bind i serien om Roland Triel og hvis man skal have det fulde udbytte af denne fjerde bog, bør man have læst de 3 foregående: "Løbende tjener", "Dansende røde bjørne" og "Hviskende lig". Hvis man starter sin rejse ved bog nr. 4, vil man helt klart mangle en grundviden om Roland Triel, datteren Andrea, mordet på deres hustru/mor, psykopaten Inge Renee Janné og dennes ugerninger.

Som de øvrige 3 bøger er "marcherende myrer" rig på oplevelser. Det skorter ikke på detaljer og spænding. Plottet er gennemtænkt og velbeskrevet og fornemmes nærmest pletfrit. De kritiske spørgsmål, jeg måtte have undervejs, bliver, uden undtagelse, besvaret inden sidste side er vendt. Alle sløjfer er bundet pænt og afleveret til rette tid. Persongalleriet er sammenhængende og for størstedelen troværdigt og sproget flyder fra start til slut. "Marcherende myrer" er uden vaklen et bastant stykke arbejde! 

Og hvorfor er jeg så kun jævnt begejstret?

Det er jeg, fordi det hele ligger en tand for meget til højrebenet. Plottet er nemt gennemskueligt og giver alt for god mening. Jeg får på intet tidspunkt fornøjelsen af overraskende drejninger, for det hele ligger allerede i kortene. Jeg savner skønheden i det uforventelige. Lågerne bliver åbnet undervejs og falder lidt for nemt på plads igen. Det lugter ikke grimt eller ser skummelt ud – det er helt rigtigt på den helt rigtige måde, og det bliver desværre lidt kedeligt – sorry! En stor bunke af ingredienser sammensat til den helt rigtige krimi – uden at der bliver taget nogen chancer. Det synes jeg er brandærgerligt - for jeg kan sagtens unde bogen at kunne cirkelsparke sig vej ind på hylderne.

Fraregnet ovenstående opstød, så er "marcherende myrer" et gedigent stykke krimi, som man ikke skal snyde sig selv for. Jeg kunne faktisk allerbedst lide bihistorien fra Spanien 32 år tidligere – dén gav god mening og gav mig lyst til at vide mere og læse mere. Skriv meget gerne dén bog færdig - jeg er klar!

3 ud af 5 stjerner 

Vil du anbefale til en ven?

Ja

Varen blev lagt i din kurv