Anmeldelser

  Udover en utrolig fortællerglæde, så udviser Anders Petersson et indgående kendskab til den danske folkesjæl - samfundskritisk, ja, men med et dejligt glimt i øjet.   Selve plottet er gennemarbejdet og udvikler sig langsomt, men aldrig langsommeligt. Det giver tid til gode personskildringer, der yderligere suppleres med en indre dialog, som virkelig rammer. Og ofte tænker jeg: Det har jeg faktisk også overvejet ..... det øger realismen og gør faktisk bogen troværdig.   Et banalt - omend ganske uhyggeligt drab udvikler sig i takt med at efterforskningen skrider frem til. Trækker tråde udi et lidt dekadent samfund med evig higen efter materielle statussymboler .....   En dejlig underholdende bog, hvor eneste ulempe er, at den finder sin afslutning efter 297 velskrevne sider. Så jeg krydser fingre for, at der kommer flere bøger om JJ og Mogens på jagt efter de skyldige.   Kan varmt anbefales.

City of Bones er første bog i serien The mortal instruments fra Cassandra Claire. Hvis jeg lige skulle lave en hurtig top 5 over mine ynglingsemner i bøger, så hitter den på alle 5. New York, Eventyr, At finde skjulte evner/opdage sig selv, løse gåder OG ikke mindst Dark romance. Historien snor sig ind og ud af New Yorks gader, mens vi følger hovedpersonen Clary, fra hun finder ud af, at verden slet ikke ser ud som hun troede, og at hun i årevis er blevet holdt i uvidenhed, af en hukommelses besværgelse.

Clary er Shadowhunter!! og en del af en verden større og farligere end hun nogensinde har forestillet sig. Hendes bedste ven Simon følger hende ind i en ny verden fyldt med varulve, vampyrer, warlocks, fjender og nye venner. Men hvem kan man stole på og hvordan finder man ud af om alt er som det ser ud eller om virkligheden er blevet ændret af 'glamour'.

Vi flyver med over New Yorks tage på djævelske motorcykler og holder vejret på vej ind i vampyrernes hule, mens vi knuger hjertet sammen for at hjælpe Clary med at træffe de rigtige belsutninger.

Fantasy er altså ikke kun for teenagere. Ja det er nok hvor tids let slugte 'romance novels', men det gør ikke historierne dårligere eller eventyret mindre eventyrligt. Det er den let-afkodedet kamp mellem det gode og det onde, men i et setting hvor helten ikke altid er fejlfri og ikke altid lige nem at holde af.

Jeg kan bedst lide lykkelige slutninger. Tiden vil vise om jeg får det her.  Bog to er næsten slugt og jeg skal hurtigs muligt mandag have fat i bog tre. The mortal instrument vækker i hvert fald min indre læse-fe og får mig nok til at baske en ekstra gang med vingerne og kigge grundigt efter bag facaden, næste gang jeg tager til New York.

Efter at have læst "Gul" troede jeg ikke, at jeg ville få læst "Blå", men det gjorde jeg og jeg synes den var en del bedre end "Gul", men "Fifty Shades" bøgerne er stadigvæk langt bedre efter min mening.

Jeg kom til at synes bedre om Dominik i "Blå", mens jeg ikke brød mig ret meget om Summer, jeg synes hun var meget selvoptaget og irriterende.

Jeg er kommet godt i gang med "Rød" den sidtse bog i "Eighty Days Trilogien og jeg er meget spændt på afslutningen.

 

Hvorfor er mennesker udstyret med den der irriterende følelse, der kaldes vrede? Hvorfor er vi klar til kamp, no matter what? Man kan forstå hvis slanger har brug for at hugge, ikke? men vi er ikke krybdyr. Vi har et sprog. Vi kan tale os til rette og tænke os om. Vi har en overbygning på reptilhjernen, den kaldes mellemhjernen eller pattedyrhjernen, og den kan vi takke pattedyrene for. Deres hjerner er mere udviklede end krybdyrenes. De lærer af deres erfaringer. De iagttager deres omgivelser og indstiller sig på de handlemuligheder de har. Selvom vi ikke er krybdyr, sker det, at vi opfører os som slanger. En slange er ikke indstillet på at undgå kamp. Så langt kan den ikke tænke. Den hugger til offeret falder.

Endnu en overbygning på reptilhjernen er hjernebarken; den gør os helt menneskelige. Med sådan en er vi i stand til at håndtere provokationer, så vi ikke går og “hugger” konstant, selvom vi måske har enormt meget lyst til det.

I hjernebarken har vi samlet en masse erfaringer som i sidste ende er altafgørende for om vi kaster os ud i vold eller samtale. Denne fantastiske hjernebark kan gøre sådan, at vi ikke viser omgivelserne vores vrede, selvom vi koger indeni. Men ellers fungerer vores hjerner faktisk meget som dyrs, når vi bliver hidsige.

Tag nu den eksplosive vrede. Den er slet ikke rar at være i nærheden af. Selvfølgelig er den ikke det, men vi ved, at den heller ikke kan undgås. Jeg kan godt blive enormt vred hvis jeg oplever en begivenhed som sårende eller ydmygende. Men ofte kan jeg gå et skridt videre og  fortolke, lede efter årsagen til konflikten. Men kan jeg ikke finde årsagen, så har vi balladen igen og så bliver jeg i første omgang frustreret og i næste .. BOOM!

Juni måneds Tænkepause står Thomas Nielsen for. Han er lektor ved Aarhus Universitet og han fortsætter med at fortælle, at der, når man er blevet vred, ofte sker en omfortolkning af den begivenhed, der har fået en til at gå kold. Man tænker måske, at skaden jo i grunden slet ikke var så stor, og når man tænker sådan, så forsvinder vreden lige så stille. Fantastisk, ikke! Måske kommer man også frem til, at ham der provokerede faktisk havde en god grund til at gøre det. På den fortolkning falder man helt stille og rolig ned igen, og så kan man evt. tale om det skete med krænkeren. Man ser ofte, at folk rent faktisk bliver gode venner igen. Men selvfølgelig kan det også gå den anden vej, hvis der tygges drøv på konflikten, eller, som Thomas Nielsen skriver: hvis man ruminerer. Det afføder mere og mere vrede når folk ruminerer/tygger drøv for så forstørres konflikterne – man sætter en rigtig dramatisk horror-filmen på repeat inde bag sin pande og ydmyger dermed sig selv igen og igen, fordi man gennemlever scenarierne – og hvad gør vreden? Deeen grooor! Men en drøvtyggende tankegang er bare så normal blandt mennesker. Desværre. Og den er altødelæggende for de forhold den invaderer. Resultatet af drøvtyggeri er brudte parforhold. Det værste er langvarig drøvtygning. Den forvandler sig til had. Og så er vi meget langt fra en løsning på konflikten. Thomas Nielsen går derefter videre til at had avler vold. Og så kortlægges voldsmanden på bedste vis.

Kapitel der kaldes “Onde ord” i Vredespamfletten, sprang jeg hurtigt hen til det. Ikke fordi, – kapitlerne om mobning, voldelige børn, den tunge arv, smitter TV og spil, selskabsløve eller læsehest, omtanke eller impuls, kreativ eller stivnakke, alkohol og vold, – ikke er spændende, for det er de i høj grad, spændende og oplysende,  men jeg var mere interesseret i at læse om den mentale vold, som vi nok alle har prøvet, i større eller mindre målstok.

Hvis fysisk vold er svær at aflæse så prøv lige psykisk vold; den er endnu sværere. Her taler Thomas Nielsen om at begå mental vold med varmt blod eller koldt blod. Er bemærkningerne fyret af i vrede mod en i gruppen (varmt blod) eller har man hugget til fordi man vil højne sig selv i den gruppe man nu en gang står i (koldt blod)?

Med hensyn til vrede; skal jeg så bare klappe i og vende den anden kind til, når jeg bliver ydmyget eller udsat for passiv aggression? Nej, det skal jeg ikke, siger Thomas Nielsen. Jeg skal bruge sproget. Det kan ske, at jeg så bruger onde ord. Det er en måde at afreagere vreden på. Men han anbefaler noget andet; vi skal kommunikere vreden i kraft af sproget.

Hvordan gør vi så det, uden at komme til at bruge onde ord?

Man siger – jeg bliver altså vred, når du gør sådan og sådan.. På den måde får den anden mulighed for at tage bedre hensyn, og man undgår selv at blive drøvtygger. Så kommer Thomas Nielsen også ind på passiv aggression. Den kommer til syne, når fx en partner ønsker at snakke om de problemer der evt. er, og den anden – den vrede – nægter at forholde sig til problemerne. Han trækker det hele i langdrag så problemerne vokser og det ender med et brag. Forholdet går i stykker. Thomas Nielsen mener, at den passive aggression kan være lige så destruktiv for et forhold, som den aktive.

Thomas Nielsen opfordrer os til at tænke os mere om og tale om vreden. Den der med at tælle til 10 er måske alligevel ikke så dum? Faktisk kan akut vrede blive dæmpet på ti sekunder! det er immervæk – tankevækkende (for at bruge et slidt og irriterende ord). Så ingen kritik eller hån der.

Man kan også gå til en psykolog, siger Thomas Nielsen. Kognitiv adfærdspsykologi er et hit. Det lyder kedeligt og træls, men det er da bedre end antidepressiva? Thomas Nielsen opfordrer os faktisk til psykologhjælp hvis vi har svært ved at styre vores indre krybdyr. At komme overens, må jo være i alles interesse? “..Tænk, hvis medierne gjorde lidt mindre ud af at underholde folk med stærke voldsfilm – og tværtimod oplyste noget mere om de store problemer, overdreven vrede fører til hver dag. Eller hvis vi indrettede os, så det generelle stressniveau blev lavere.” Thomas Nielsen siger endvidere, at der burde indføres nultolerance for fysisk og psykisk vold, både i børnehaven og på arbejdspladsen.  For vreden er der alle vegne, både som indestængt stanglakrids og knyttede næver, kogende blod og revolution. Men den kan være en positiv drivkraft, hvis vi bruger den rigtigt.

SERIEN HOLDER PAUSE I JULI OG AUGUST

September: Myrer af Hans Joachim Offenberg Oktober: Positiv psykologi af Hans Henrik Knoop November: Kroppen af Verner Møller December: Kærlighed af Anne Marie Pahuus Der er foreløbig planlagt 36 titler.