Anmeldelser

Jan Wallentins roman er en tidsmaskine, der i første omgang finder frem til et makabert og mystisk fund af et lig i en dyb grotte i Sverige. Derfra hvirvles du som læser med videre rundt i tid og rum. Du passerer i høj fart året 1897 og Niels Strindbergs forsøg på at nå Nordpolens hemmelige undergrund; du hives retur til 2010 og lander midt i en gravkrypt i Flandern; skubbes tilbage til 1940erne og dukker op i en naziborg forankret i nordisk mytologi. Du ryster ved tanken om holocaust; sendes med godstog og atomisbryder til jordens kant, hvor Strindbergs sjerne trækker dig langt væk fra den virkelighed, du kender. Du ender i frit fald mod jordens indre.

Alt sammen på grund af et fantastisk kors og en stjerne skabt af en for længst glemt og begravet kultur i Taklamakanørkenen. Et kors og en stjerne, der ud over at være lavet af et uforgængeligt, udefinerbart materiale, kan smelte sammen og vise vej til en underverden fuld af alle de svar, mennesket kunne drømme om at lede efter.

Efterhånden som vi nærmer os fortællingens epicenter, bredder mystikken sig, og et par af romanens figurer viser sig at være ikke bare mystiske, men også af en anden verden. En verden, mennesket måske burde have holdt sig væk fra.

Strindbergs sjerne er en spændende roman, der tager godt fat i alle sanserne lige fra starten af. En roman, der hele tiden driver dig til at læse videre. En roman, der ikke slutter, som du havde regnet med.