Anmeldelser

af S.L. Grey
199,00 kr.
Læg i kurv
ANMELDT 1 GANGE
SE ANMELDELSER
SAMLET VURDERING
[2.00]

En gyser til ferien

af Marlene | 17/07/2017

Kvaliteten af gyserfortællinger afhænger af stemning og hvilket humør man er i, når man skal gyses. Jeg elsker gyser historier, selvom jeg stort set altid bliver lidt skuffet over slutningen. For mig forsvinder uhyggen altid når tingene bliver forklaret, så det er ekstremt vigtigt, at resten af historien er stemningsfuld og tilpas dyster.

S.L. Greys Lejligheden er ikke en bog, der skræmte mig fra vid og sans. Men den havde helt klart nogle ret creepy øjeblikke. Stemningsmæssigt mindede den mig lidt om Stephen Kings The Shining og en all time favorit gyser, nemlig Don't Look Now med en ung Donald Sutherland. Historien var lidt lang tid om at komme igang, men nysgerrigheden vandt og det endte med at jeg slugte den på nul komma fem.

Lejligheden handler om et sydafrikansk par Mark og Steph, der efter et hjemmerøveri trænger til at komme langt væk og glemme hverdagen. Det er tydeligt at ingen af dem har fået bearbejdet hjemmerøveriet ordentligt og begge bærer rundt på en hulens masse angst og post traumatisk stress. Parret vover sig ud i noget ferie bolig bytteri og sætter kursen mod Paris, hvor de har byttet sig til en rigtig fin lejlighed. Tror de. Men alt er galt, da de ankommer til lejligheden. Der lugter grimt og råddent og alt er total nedslidt. Alle lejligheder i ejendommen er tilsyneladende ubeboede, pånær den øverste etage, hvor der bor en sær dame, der siger mærkelige ting. Mark bærer rundt på rigtig meget psykisk bagage og bliver mere og mere ustabil, alt imens deres lille romantiske getaway bliver deres værste mareridt.

Det var en udmærket historie, som midtvejs ændrer karakter, men det er ok. Mere kan jeg ikke rigtig sige, for jeg vil ikke spoile noget for potentielle læsere. Jeg kan dog bedst lide den første del af bogen. Jeg blev hverken overrasket eller skuffet og for mig var det en ok standard gyser læseoplevelse. Hvis du er nem at skræmme og trænger til et lille sommergys, så læs du bare den her.

Vil du anbefale til en ven?

Nej

af Alice Oseman
199,95 kr.
Læg i kurv
ANMELDT 1 GANGE
SE ANMELDELSER
SAMLET VURDERING
[3.00]

En skøn hyggebog

af Marlene | 17/07/2017

Radio Silence er helt igennem en vidunderlig coming of age roman, der går lige i hjertet. Engelske Alice Oseman har taget læsere verden over med storm og rigtig mange er overvældet med begejstring over, hvor præcist Oseman er i stand til at skildre de ungdommelige kvaler og problemer.

Bogen foregår i en by i England og i et års tid følger vi lektiemaskinen Frances, der stresser over snart at skulle på universitetet og hendes venskab med den stille fyr Aled, som er den hemmelige bagmand bag podcasten Radio Silence.

Bogen tumler med mange forskellige problemstillinger og den er en udsøgt læse fornøjelse - total hyggelig, mega nørdet, sjov, trist og så er der tilmed også sneget sig et lille mysterie ind. Det er altså en virkelig fin historie. En rigtig hyggebog, hvor følelserne får frit spil. En klar anbefaling til læsere af Rainbow Rowells Fangirl, som jeg jo var vanvittig begejstret for.

Vil du anbefale til en ven?

Nej

af Katrine Engberg
249,95 kr.
Læg i kurv
ANMELDT 2 GANGE
SE ANMELDELSER
SAMLET VURDERING
[3.50]

God dansk krimi med stærke karakterer

af Marlene | 17/07/2017

Blodmåne er faktisk Katrine Engbergs anden krimi om politiassistenterne Jeppe Kørner og Anette Werner. Jeg har ikke læst den første, som iøvrigt hedder Krokodillevogteren, men efter at have læst den her, har jeg virkelig fået lyst til at læse starten af serien. Det er overhovedet ikke nødvendigt at læse Krokodillevogteren først, men jeg ville nu gerne have haft den historie i baghovedet mens jeg læste den selvstændige toer. Simpelthen på grund af to herlige personer, som jeg tror har en ret stor rolle i den første bog.

Blodmåne er en politi krimi, der foregår i København. Vi følger flere forskellige personer gennem opklaringen - også de mistænkte, og man sidder hele tiden og gætter med.

Det jeg synes er Katrine Engbergs største styrke er hendes karakterer. Hun formår at beskrive dem så levende, at man næsten føler, at man kender dem personligt. Jeppe Kørner er noget af en klovn i sit privatliv, men han har også haft det lidt svært med en træls ex kone. Anette Werner får mig til at trække på smilebåndet med hendes mandehørm og direkte tilgang til tingene. Og så er der selvfølgelig mine yndlingspersoner Esther og Gregers.

Jeg har virkelig hygget mig, samtidig med at jeg har skåret ansigt, for det er et lidt nasty drab, der skal efterforskes. Fy for den. Jeg blev ikke fanget af historien til at begynde med, men langsomt krøb personerne under huden og det endte med at jeg følte mig i virkelig godt selskab. Så kan du lide en god gedigen dansk politi krimi uden alt for meget splat, men til gengæld med spændende personer og til tider et bette strejf af humor, så skal du læse den her.

Vil du anbefale til en ven?

Nej

af Sarah J. Maas
249,95 kr.
Læg i kurv
ANMELDT 1 GANGE
SE ANMELDELSER
SAMLET VURDERING
[1.00]

Historien fangede deværre ikke

af Marlene | 17/07/2017

Sarah J. Maas er fantasy forfatter og blev enormt populær med bogserien Throne of Glass (som jeg ikke har læst endnu), der startede i 2012. I den serie er det blevet til 5, snart 6 bøger og en del noveller. Nu har hun med sin nye serie Et Rige af Torne og Roser kastet sig over en ny verden og serie og den bliver min Sarah J. Maas debut.

Bogen handler om Feyre, der lever på sultegrænsen sammen med sin invalide far og sine to forkælede søstre i en skov tæt ved grænsen til Pritanien - elvernes rige. Det er Feyre, der klarer de fleste dagligdagsting og sørger for, at familien får mad på bordet. En dag dræber hun en kæmpe ulv, der havde udset sig samme bytte som hende. Det viser sig dog, at det ikke var en helt almindelig ulv, men derimod en elver i forklædning. Drabet går heller ikke uset hen og Feyre bliver taget med til Pritanien, hvor hun bliver holdt fanget i storfaunen Tamlins forårsrige. Pritanien er fyldt med skønheder, men også frygtelige farer. En epidemi har ramt elverriget og der er konflikt blandt de syv elverriger. Feyre bliver langsomt tiltrukket af Tamlin og hun må kæmpe som aldrig før, for at bryde en ældgammel forbandelse, som truer med at ødelægge alt.

Jeg ville så gerne lide den her bog, men historien hang ikke rigtig sammen for mig. Det gav slet slet ingen mening, at Feyres straf for at slå en elver ihjel, er at blive fragtet til et elverrige, hvor hun nærmest lever i sus og dus. Forskellige personers reaktioner er også noget besynderlige. Der bliver selvfølgelig forklaret nogle ting, men skaden er sket og historien fik aldrig helt min opmærksomhed. Det kan også være, at det bare er mig. Bogen har fået tårnhøje anmeldelser på Goodreads, så der er helt sikkert nogle, der vil synes om historien, der er en slags fortolkning af Skønheden og Udyret.

Der er nogle ret voldelige scenarier og ondskaben i bogen er fint eksekveret. Der findes nogle knap så rare skabninger i elvernes rige og Maas formår ret godt at få skildret elvernes brutalitet og overlegenhed overfor mennesker. Selvom jeg generelt ikke var begejstret for historien, så tror jeg måske den kunne være noget for fans af Stephenie Meyer og fantasy romancer generelt.

Vil du anbefale til en ven?

Nej

af P. Christin
349,95 kr.
Læg i kurv
ANMELDT 1 GANGE
SE ANMELDELSER
SAMLET VURDERING
[5.00]

Ren nostalgi

af Marlene | 17/07/2017

En af de tegneserier, der gjorde størst indtryk på mig i min barndom, var helt klart Linda og Valentin. Jeg fattede ikke rigtig historien dengang, men jeg var ovenud begejstret for det fantasifulde univers og kiggede med hver gang brormand (som er 4 år ældre) lånte dem på biblioteket. Det var et univers uden lige og sidenhen har rigtig mange kunstnere været inspireret af tegneren Mézières' originalitet. Fx har Star Wars lånt ret meget, hvilket man kan se i forordet på det første samlebind.

I slutningen af tresserne fik Linda og Valentin liv og det er blevet til hele 21 bind, et galaktisk leksikon og nogle ekstra fortællinger. På dansk udkom tegneserien første gang i 1972. I 2010 blevet Linda og Valentin genudgivet på forlaget Cobolt (af hjertet tak!). Tegneserierne er udgivet i samlebind, så der er syv i samlingen. Hvis man er rigtig nørd, så har Cobolt faktisk genudgivet det hele, så der er masser af læsestof.

Linda og Valentin er rumtidsagenter og de rejser med deres specielle rumskib til både fortiden og fremtiden på jorden, men også til fjerne planeter og steder. Med de her samlebind kommer historierne endelig i den rigtige rækkefølge og det starter alt sammen med den korte historie Onde Drømme, som foregår i fortiden på jorden og her møder Valentin og Linda hinanden for første gang. Den anden historie hedder Storbyen der druknede og den foregår også i fortiden i New York, der er total oversvømmet. Den tredje historie hedder De Tusinde Planeters Imperium og her bliver der virkelig fyret op for det eventyrlige. Den foregår på den fjerne planet Syrte, som Linda og Valentin er taget til for at finde ud af om imperiet er en trussel mod jorden. I den her ses de første Star Wars referencer.

Linda og Valentin er fyldt med humor, spænding, mærkelige skabninger og var i det hele taget noget af det mest fantasifulde der blev lavet på den tid. Det første samlebind er forrygende læsning og jeg sidder med de vildeste nostalgiske følelser. Jeg  ELSKER den her tegneserie og jeg er derfor også virkelig spændt på den kommende film Valerian (på fransk hedder rumtidsagenterne Valerian og Laureline) Filmen bygger på bind 3 og 7 - altså De Tusinde Planeters Imperium og Skyggernes Ambassadør. I den forbindelse har Cobolt valgt at udgive de to tegneserier enkeltvis, hvis man bare lige vil læse dem. Det er et godt tiltag fra Cobolts side, men det kan faktisk ikke rigtig betale sig, for Linda og Valentin er en af de allerbedste tegneserier nogensinde, så selvfølgelig vil man da hellere investere i samlebindene

Vil du anbefale til en ven?

Ja

af Liz Pichon
149,95 kr.
Læg i kurv
ANMELDT 1 GANGE
SE ANMELDELSER
SAMLET VURDERING
[4.00]

Virkelig virkelig sjov med masser af gode illustrationer

af Marlene | 17/07/2017

Den her bog er det rene spas! Den hører godt til blandt bøger i samme skuffe som fx Timmy Taber og Wimpy Kid serierne. Bogen hedder Tom Gates: Min Geniale Verden og den er skrevet af en engelsk børnebogsforfatter ved navn Liz Perchon.

Serien er foreløbig på 12 bøger (3 på dansk) og den er en kæmpe international bestseller. Når man går igang med Tom Gates, så er man heller ikke i tvivl om, hvorfor den er så populær. Den er hylemorsom og illustrationerne (som forfatteren iøvrigt også selv har lavet) er virkelig underholdende.

I denne første introduktion til den kære Tom Gates, hører vi blandt andet om hans families mislykkedes campingferie (Toms far insisterede, for det er jo billigt at campere!), virkelig stygge madpakker (ja, du kan læse om den klammeste ingrediens på pizza), Toms trælse søster Delia, som Tom gør ALT for at genere og om at skifte plads i skolen efter sommerferien, så man istedet for at sidde nede bagi, nu skal sidde så tæt på læreren, at man kan kigge op i hans næsebor! Men helt skidt er det alligevel ikke, for Tom sidder nu ved siden af Amy Porter, som er SÅ sød (selvom hun ignorere ham ret meget).

Med masser af illustrationer er bogen hurtigt læst og jeg kan kun anbefale serien på det varmeste. Til selvlæsning fra en 8-9 år.

Vil du anbefale til en ven?

Nej

af Christopher Bollen
299,95 kr.
Læg i kurv
ANMELDT 1 GANGE
SE ANMELDELSER
SAMLET VURDERING
[3.00]

Spændende og stemningsfuld bog til regnsvejrsdagen

af Marlene | 17/07/2017

Den her tykke sag faldt jeg tilfældigvis over mens jeg trimmede boghylder i butikken. Lige fra jeg så den, vidste jeg at det var en bog jeg måtte læse. Med 662 sider er det noget af en moppedreng at gå igang med, men bogen er ikke en eneste side for lang. Jeg har følt mig så godt tilpas i denne historie og siderne vendte sig selv.

På forsiden står der, at den vækker mindelser om Twin Peaks, men det synes jeg ikke rigtig den gør. Den er ikke sær, skæv og uhyggelig som Twin Peaks, men den er dog utrolig stemningsfuld og jeg overgav mig fuldstændig til forfatterens kompetente fortællerteknik. Bogen bliver også sammenlignet med Donna Tartts skrivestil og det kan jeg bedre stå inde for. Så kan du lide hende, skal du måske prøve at udforske den her.

Man skal være i humør til en tyk bog, der udvikler sig langsomt og hverdagsagtigt og som følger forskellige personer, som alle er lige interessante. Det er en litterær spændingsroman, der udvikler sig i en fantastisk roligt tempo. Jeg er ret imponeret over, hvor page turner-agtig bogen faktisk er (sådan havde jeg det også med Donna Tartts Stillidsen).

Bogen foregår i et lille lidt lukket samfund i byen Orient, som ligger på spidsen af Long Island. Vi møder blandt andre Paul Benchley, som skal have tømt ud i sit barndomshjem. Mills Chevern, den unge hjemløse enspænder fra New York, som Paul lige har taget til sig og som ingen i det lille bysamfund kender. Og Beth, som har måttet erkende sin fiasko som kunstner og sammen med sin mere succesrige kunstner mand, er flyttet tilbage til Orient. I kølvandet på Mills ankomst begynder der at ske ting og sager i byen. En lokal opsynsmand drukner i havet, en ældre kvinde dør under mystiske omstændigheder og et mærkeligt vanskabt dyr skyller op på stranden tæt ved statens forskningscenter. Snart gennemsyres hele byen af paranoia og der går ikke længe før den nyankomne Mills bliver gjort til syndebuk. Heldigvis har han en lokal allieret i Beth og sammen, sætter de sig for at opklare mysterierne.

Det er virkelig en interessant bog og det var fuldstændig umuligt at gætte, hvem der mon var skurken. Meget anbefalelsesværdig bog, som er perfekt til den regnvejrstunge danske sommer.

Vil du anbefale til en ven?

Nej

af Matthew J. Kirby
199,95 kr.
Læg i kurv
ANMELDT 1 GANGE
SE ANMELDELSER
SAMLET VURDERING
[3.00]

spændende og lærerig

af Marlene | 17/07/2017

Assassin's Creed er et enormt populært franchise, der startede som konsolspil i 2007 (pc i 2008). Sidenhen er det eksploderet med flere spil, en massiv mængde spin off spil, bog serier til børn og voksne og sidst en film, der kom i 2016, som dog ikke blev så godt modtaget.

Uanset hvad, så har Assassin's Creed sejret i folks hjerter. Plottet er da også ganske interessant. I tusindvis af år har Assasinerne og tempelridderne i al hemmelighed bekriget hinanden. De kæmper om kontrol over menneskeheden. Assasinerne slås for fred gennem fri vilje og tempelridderne slås for fred gennem kontrol. Tempelridderne har en kæmpe koncern, der hedder Abstergo Industries og igennem den har de udviklet et hemmeligt apparat kaldet Animus. Dette apparat gør det muligt for brugere at genopleve deres genetiske forfædres minder. Det betyder altså, at man kommer vidt omkring i verdenshistorien og det er det jeg synes er rigtig godt. Jeg har max spillet en time af det første spil, dog. Jeg må erkende, at jeg ikke er så meget til stealth og parkour i spil. Men jeg kan helt vildt godt lide idéen med at lære lidt om forskellige historiske begivenheder. Det er også en af grundene til, at jeg er faldet for Matthew J. Kirbys Last Descendants.

15-årige Owen har ikke haft det nemt siden hans far blev uskyldigt dømt for mord og sidenhen er død i fængslet. Men heldigvis vil skolens IT-mand, Monroe, gerne hjælpe med at få renset farens navn. Han har nemlig fået adgang til en maskine, som kan udforske folks genetiske minder. Men har Monroe mon helt rent mel i posen? Owen bliver nu hvirvlet ind i en verden han aldrig havde drømt om og sammen med vennen Javier, begiver de sig nu ud på en farefuld rejse til deres genetiske forfædres minder. En rejse, hvor det kan vise sig at venner i nutiden er fjender i fortiden.

Jeg var altså ret godt underholdt her. Vi bliver blandt andet smidt tilbage til 1863 i New York, hvor den amerikanske borgerkrig raser og kongressen lige har vedtaget en lov, som indfører værnepligt i forbindelse med borgerkrigen. Det endte med nogle af de værste optøjer i USA's historie og det er sindssygt spændende at læse om! Nu er det jo ikke heeelt det bogen handler om, men det giver et godt billede af, hvad Assassin's Creed kan. Forhåbentligt får det andre end mig til at sidde og google historiske begivenheder.

Jeg ved af gode grunde ikke, om bogen er i samme ånd, som spillene og voksenbøgerne, men jeg hyggede mig ihvertfald gevaldigt med den her og med en cliffhanger slutning, så skal jeg helt sikkert læse videre i serien. En oversættelse af toeren kan kun gå for langsomt.

Vil du anbefale til en ven?

Nej

af Kang Han
249,95 kr.
Læg i kurv
ANMELDT 1 GANGE
SE ANMELDELSER
SAMLET VURDERING
[3.00]

En anderledes læseoplevelse - på den gode måde

af Marlene | 17/07/2017

Vegetaren er en højst besynderlig fortælling. Jeg var både fascineret, men blev også frastødt af historien om den stille og pligtopfyldende sydkoreanske kone Yeong-Hye, der pludseligt proklamerer overfor sin uforstående mand, at hun er blevet vegetar. Historien er noget mærkværdig, men også et slags kunstværk bestående af vold, begær og selvdestruktiv adfærd.

Den er delt op i tre dele og man følger personerne omkring Yeong-Hye og sproget er flydende og til tider noget magisk. Bogen er oversat fra en engelsk oversættelse, men jeg følte mig i gode hænder hos den danske oversætter. Det er ret anderledes end, hvad jeg er vant til at læse og jeg blev også noget overrasket over, hvor erotisk historien er. Men det hele er så drømmende og tryllebindende, at bogen sluttede før jeg fik set mig om.

Med 199 sider var det en lille, forvirrende og fuldkommen hypnotisk fortælling, som jeg havde ret svært ved at slippe. Forfatteren er den sydkoreanske Han Kang og bogen vandt den internationale Man Booker pris i 2016.

Vil du anbefale til en ven?

Nej

af Ruth Ware
249,95 kr.
Læg i kurv
ANMELDT 1 GANGE
SE ANMELDELSER
SAMLET VURDERING
[3.00]

En god feriebog

af Marlene | 17/07/2017

Hvis man skal læse en krimi i sin ferie, så skal det da næsten være en krimi, der foregår på et krydstogtskib. Efter at have læst Færgen af Mats Strandberg, havde jeg proklameret, at jeg aldrig skal på krydstogt og det har bestemt ikke hjulpet at læse mysteriet om Kvinden i Kahyt nr. 10.

Det er en bog i ånd med Paula Hawkins' Kvinden i Toget og faktisk drikker vores hovedperson Lo omtrent lige så meget som den noget forvirrede Rachel. Lo er nemlig ved at komme sig over et hjemmerøveri og dulmer sine flossede nerver i diverse mængder gin og tonic. Hun er journalist på et rejsemagasin og selvom hun ikke er helt på toppen, tager hun med på jomfrurejsen af et mindre, men topklasse luksus krydstogtskib. Men allerede første nat går det helt galt. Lo hører skrig og ser en person blive smidt over bord. Problemet er bare, at ingen savnes blandt gæster og personale.

Bogen starter middelmådig og der går noget tid før historien for alvor går igang. Men historien er ret snedigt sat op og jeg blev mere end nysgerrig da skibet langt om længe sejler fra kaj. Hvad der starter som en bog a'la Kvinden i Toget, udvikler sig til en god gammeldags 'hvem gjorde det' i bedste Agatha Christie stil.

Kvinden i Kahyt nr. 10 er en perfekt feriebog. Den er letlæst, fylder ikke meget i tasken og så er det lige-ud-af-landevejen underholdning. Så trænger du til at drømme dig væk til lidt glamourøs forkælelse, champagne fester og så selvfølgelig den obligatoriske sindsforvirrede og lettere hysteriske kvinde (who can blame her), så gå ombord på luksuslineren Aurora Borealis.

Vil du anbefale til en ven?

Nej

Sider

Varen blev lagt i din kurv