Foto: Erik Hansen-Hansen

Anne-Marie Vedsø Olesen

Født 1962


Om forfatteren

Anne-Marie Vedsø Olesen er født og opvokset i Danmark og har boet i Belgien og USA. I dag bor hun i København og hun holder meget af byen.

Vedsø Olesen er uddannet læge ved Københavns Universitet. Da debutromanen "Salernos sol" udkom, skiftede hun dog karriere og har været fuldtidsforfatter lige siden.

"Salernos sol" vandt 2. prisen i Gyldendals middelalderkonkurrence. Siden har Vedsø Olesen skrevet en romantrilogi om den ægyptiske gud Seth "Djævlens kvint"(2002), der genfødes ind i vores moderne verden.

I 2004 udkom anden del, "Tredje Ikaros", og romanserien afsluttedes i 2007 med "Gudernes tusmørke".Trilogien om kaosguden Seth blev genudgivet i ét samlet revideret bind i 2012 under titlen "Gudestorm". Magi, myte og musik er elementer, som er flettet ind i fortællingerne om Seth.

I 2009 bidrog hun med novellerne "Brangænes" medicin i læge-novelleantologien "Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter": ".. Jeg har været patolog på Roskilde Amtssygehus et år. Jeg har erfaringen derfra og ved hvordan det ser ud, når de udtagne organblokke ligger på metalbordene. Det har været sjovt, at dryppe lægefaglige ord ind i den magiske fortælling om død og drifter."

I anledning af Edgar Allan Poes 200-års jubilæum i 2009, udkom "POE – 4 makabre hyldester". Foruden Anne-Marie Vedsø Olesen selv, medvirkede forfatterne Steen Langstrup, Rikke Schubart og Petrick Leis. Orkestergraven er en blodig gyser om kærlighedens mest destruktive sider. Om antologien skrev Bo Tao Michaëlis (Politiken):

".. Det er der kommet en net lille gysersag ud af, og man må sige, at ingen er gået død, og alle er gået til biddet med egen inspiration og løsagtighed. Mest tæt på mesteren selv synes jeg A.M. Vedsø Olesen er med ‘Orkestergraven’, en snildt depraveret, erotisk betændt sag drejet over ‘Hjertet der sladrede’ … Men alle leverer varen, og til den pris og den kvalitet er bogen god underholdning."

Anne-Marie Vedsø Olesen er også teatermenneske. Hun brænder for teaterrummet. Som barn elskede hun, at gå i teateret og hendes store drøm var at blive operadirigent. Vedsø Olesen siger: ".. Idag "dirigerer" jeg istedet mine fortællinger og alle personerne deri. At skrive er lidt som at dirigere musik, synes jeg. Denne følen efter om udtrykket er præcist, hele tiden frem og tilbage, hente følelsen, file til, slibe teksten, indtil den rammer præcis det, man har inde i sig og gerne vil udtrykke. Men der er alligevel en forskel. For forfatteren er skabende og dirigenten udøvende kunstner. Og min primære trang er at skabe."

Orkestergraven blev bestilt som opera til Den Fynske Opera, hvor Anne-Marie Vedsø Olesen også skrev librettoen. Operaen havde urpremiere 16. marts 2012.

I 2012 udkom romanen Glasborgen, et moderne gysereventyr om en kvindes vej mellem fangenskab og befrielse. Hvis man spørger forfatteren hvilken genre "Glasborgen" hører hjemme i siger hun, at den er det hele; spænding, skønlitterær og fantastisk. Hun vil ikke sætte den i bås.

Der knytter sig i øvrigt en interessant historie til "Dronningens dame", der udkommer medio juni 2013:

".. For trekvart år siden var jeg på skriverefugiet Klitgården i Skagen. Jeg skulle skrive roman, og ved siden af rålæste jeg om aftenen George R. R. Martins Game of Thrones. På det tidspunkt skrev jeg på en roman med arbejdstitlen Pilgrimmen (som endnu ikke er færdig). Samtidig havde jeg manuskriptet til Dronningens dame liggende derhjemme – tæt på at være færdigt. Sådan havde det ligget hengemt i mange år. Jeg havde af en eller anden grund tabt gejsten og stort set glemt, at manuskriptet eksisterede.

På Klitgården i Skagen blandt hav og sand og klitter, slog det mig på grund af George R. R. Martin, at jeg havde en sindssyg god historie liggende i en skuffe: Game of Thrones foregår i et middelalderligt univers og handler om magtbegær og erotisk og politisk kynisme. Min roman Dronningens dame foregår under renæssancen i Frankrig og handler om magtbegær og erotisk og politisk kynisme. Jeg blev så grebet af det klarsyn og den entusiasme, Game of Thrones gav mig på Klitgården, at jeg smed alt andet tilside og kastede mig over Dronningens dame. Og efter at have arbejdet i døgndrift i fjorten dage, var den gamle roman pludselig færdig – sytten år efter den var påbegyndt. Tak til Game of Thrones."


Anne-Marie Vedsø Olesen er af pressen blevet sammenlignet med forfattere som Umberto Eco og Anne Rice, og hun har modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstfond (2005) og Litteraturrådet (2003).


    • Fulde navn
      Anne-Marie Vedsø Olesen
    • Født
      1962
    • Debutbog
      Salernos sol (2000)
    • Kendt for
    • Aktuelle priser
      1999 Konkurrence om den bedste middelalderroman udskrevet af Gyldendal og Det Kongelige Bibliotek – 2. pris for Salernos sol
      2003 Litteraturrådet arbejdslegat på 25.000 kr.
      2005 Statens Kunstfond arbejdslegat på 50.000 kr.




Interview




Varen blev lagt i din kurv