Foto: Sara Arnald 2011

Arne Dahl

Født 11. 01. 1963


Om forfatteren

Arne Dahl er pseudonym for Jan Arnald. Han blev kendt som litteraturkritiker og tidsskriftsredaktør, før han begyndte at skrive krimier under navnet Arne Dahl. Siden sin debut i 1998 har Arne Dahl udgivet 11 bøger i serien "Rikskriminalens specialenhet för våldsbrott av internationell art" – bedre kendt som "A-gruppen". Efter 11 bind om A-gruppen påbegyndte Arne Dahl en ny serie - OPCOP-serien. En del af persongalleriet er det samme, men politiarbejdet er flyttet fra Stockholm til Bruxelles. Det er den internationale kriminalitet, der er i centrum for denne serie. I 2016 udkom "Skyggezone", der er første bog i en helt ny serie, hvor også "Indland" er udkommet. Denne gang er den den tidligere politimand Sam Berger og hans partner Molly Blom, der er seriens hovedpersoner. 


Bøgerne om A-gruppen er en bevidst fortsættelse af Sjöwall og Wahlöös 10 bind lange "Roman om en forbrydelse", der blev udgivet i perioden 1966-1975. Arne Dahl skriver som altid med et lignende fokus på samfundsaspekter og figurernes personlige udviklinger og sammenhænge, men til forskel fra forgængerne skriver han med en god sans for humor.


Samfundsengagementet fylder også godt i både OPCOP-serien og i den nye serie om Berger & Blom, og der ligger en underliggende kritik af den måde det kapitalistiske samfund fungerer på. Arne Dahl fremhæver selv sine krimier som et humanismens projekt. 


I Sverige har Arne Dahl vundet flere priser for sine værker, og anmelderne har rost ham til skyerne. Mange har beskrevet ham som den bedste kriminalforfatter i Sverige, og han har blandt andet modtaget den danske pris Palle Rosenkrantz-prisen i 2003 og den tyske Deutscher Krimi Preis i 2005 og 2006. Hans romaner har også solgt langt ud over Sveriges landegrænser, i mere end 2 millioner eksemplarer og er oversat til mere end 20 forskellige sprog.


I eget navn udgav Jan Arnald i 2006 kærlighedsromanen "Maria och Artur", som handler om den svenske modernismes forfatterpar Artur Lundkvist og Maria Wine.


    • Fulde navn
      Arne Dahl
    • Født
      11. 01. 1963
    • Debutbog
      Chiosmassakren
    • Kendt for
      Bøgerne om A-gruppen
    • Aktuelle priser




Interview




Varen blev lagt i din kurv