Hanne-Vibeke Holst

Hanne-Vibeke Holst

Født 21.02.1959


Om forfatteren

Hanne-Vibeke Holst er forfatter til bøger som "Kongemordet", "Dronningeofret" og Louise-trilogien. Hun er datter af forfatterparret af Knud og Kirsten Holst. Hun er opvokset i den nordjyske by Løkken og blev student fra Brøderslev Gymnasium i 1977. Som 21-årig debuterede hun med ungdomsromanen "Hejsa Majsa", hun blev optaget på Danmarks Journalisthøjskole og dimitterede i 1984. Derefter har Hanne-Vibeke Holst arbejdet som forfatter og skribent. Hun har været tilknyttet Berlingske Tidende, B.T, Alt for Damerne og Politiken. 1984 var også året, hvor Hanne-Vibeke Holst giftede sig med Laurs Nørlund, og sammen fik de børnene Mikael og Anastasia. Familien var grundet Hanne-Vibeke Holsts journalistiske arbejde bl.a. bosat Bruxelles og Moskva. Siden er hun blevet skilt fra Laurs Nørlund og har giftet sig med filmfotografen Morten Bruus, som er far til hendes søn Jonathan. Familien bor på Frederiksberg. 


Hanne-Vibeke Holst slog sit navn fast i den brede befolkning, da hun fra 1985-1990 skrev Louise-trilogien "Til sommer", "Nattens kys" og "Hjertets renhed". I 1990'erne kom trilogien om tv-journalisten Therese, som bl.a. er oversat til norsk, svensk og tysk. Senere bøger som "Dronningeofret" og "Kongemordet" har også været at finde højt oppe på de danske bestsellerlister. Hanne-Vibeke Holst har desuden skrevet drama og tv-drama, "Taxa" og "Strisser på Samsø", og hun blander sig ofte i den offentlige debat, når talen falder på kvinder og kønsroller.


Uddrag af interview fra Bogmagasinet om slægtsromanen Undskyldningen med Hanne-Vibeke Holst:


”Når man når en moden alder og oplever, at ens forældre forsvinder, så står man jo tilbage med mange ubesvarede spørgsmål, som man ikke var så interesseret i, da man var yngre. Men når forældrene er væk, kommer man i tanke om, at det ved jeg jo ikke noget om, og det fik jeg aldrig spurgt om, og hvordan hang det sammen? Og dette er ikke en historie om min egen slægt overhovedet, det er mere en fascination af, hvad der gik forud for os, og hvilke konsekvenser det så har for os og vores efterkommere. Man bliver ældre og begynder at kigge tilbage, og det man dybest set er optaget af, er: Hvordan blev jeg som jeg blev, hvorfor blev jeg som jeg blev, hvorfor gør jeg som jeg gør.”


Læs hele interviewet med forfatteren i Bogmagasinet her



Læs mere på Hanne-Vibeke Holsts hjemmeside.


    • Fulde navn
      Hanne-Vibeke Holst
    • Født
      21.02.1959
    • Debutbog
      Hejsa Majsa!, 1980
    • Kendt for
    • Aktuelle priser
      Dansk Kvindesamfunds Mathilde-pris, 2006
      Søren Gyldendal-prisen, 2003
      Egholtprisen, 1997
      Kristian Dahls Mindelegat, 1986
      BMF's Børnebogspris, 1985