Helle Ryding

Foto: Tina Brok Hansen

Helle Ryding

Født 23. 07. 1959


Om forfatteren

Helle Ryding er født og opvokset i Vanløse, gift med fløjtenisten og forfatteren Toke Lund Christiansen og er mor til to sønner.


Da hun var syv år gammel, begyndte hendes forældre at bygge deres eget hus langt ude i pløjemarkerne, som Herlev dengang var i forhold til byen. I flere år tilbragte hun alle weekender og ferier i et vidunderligt mudderhul af en byggegrund sammen med sin tre år ældre storesøster, sin fem år yngre lillesøster og alle de andre nybyggeres unger. Næsten alt var tilladt. De fangede frøer og snoge, legede skibbrudne i den nærliggende mose, nybyggere, cowboys og indianere, de tømrede en udendørs teaterscene sammen og optrådte der med sang og dans, egne tekster og manuskripter.


Her fik Helle Rydings fantasi lov til at udfolde sig frit, og her blev grundlaget for hendes forfatterdrømme lagt. Egentlig var det allerede begyndt en lille smule tidligere, for da hun var fire år, begyndte hendes storesøster i 1. klasse, og hun ville så gerne have været med. Da det jo ikke kunne lade sig gøre, begyndte storesøsteren at lære sin lillesøster det, hun selv lærte. Og sådan gik det til, at Helle Ryding kunne læse og skrive, allerede inden hun begyndte i skolen. I barndomshjemmet blev der læst mange bøger, og moderen digtede selv historier til børnene. Helle Ryding sugede det hele til sig, og siden hun var ret lille, har hun selv digtet og skrevet rigtig mange historier.


Alligevel tænkte hun ikke på, at forfatter var noget, hun kunne blive. Helle Ryding brugte i sine ungdomsår meget tid på at spille tværfløjte, og hun overvejede at søge ind på musikkonservatoriet. Hun tegnede og malede også en hel del, men af en eller anden grund turde hun ikke tro, at kunsten kunne blive en levevej for hende, så hun endte med at læse jura. Helle Ryding har speciale i ophavsret og arbejder nu på deltid med ophavsret inden for billedkunst. I mange år har hun altså bare båret rundt på forfatteren inden i sig uden at gøre noget alvorligt ved det, indtil hun en dag overhørte en samtale. En nu afdød ven, som var en meget dygtig journalist, blev spurgt, hvorfor han ikke skrev bøger, når han nu var så god en skribent. Vennen svarede ganske enkelt: ”Det kan jeg ikke. Der er ingen bøger i mig.” I det øjeblik gik det op for Helle Ryding, at sådan kunne hun aldrig selv have svaret. ”Der er bøger i mig”, tænkte hun. Hun indgik nærmest en pagt med sig selv, og så begyndte hun at gøre sine skriverier til alvor. Det resulterede i, at hun i 2005 debuterede med første bind i fantasy–trilogien Morganas Kilder. Trilogien er ”nordisk fantasy” og inspireret af danske folkesagn om blandt andet elverfolk, lygtemænd, nisser og mosekonen, der brygger.


Sagnene om "Klintekongen fra Møn" og hans store følge af sortklædte svende, der forsvarer kysten mod fjender, hører til blandt disse gamle sagn. De er så gamle, at nogle endda mener, at Klintekongen er identisk med selveste Odin.


Læs mere om Helle Ryding på hendes eget website


Følg hende på Facebook



    • Fulde navn
      Helle Ryding
    • Født
      23. 07. 1959
    • Debutbog
      Den Sorte Ravns Forbandelse
    • Kendt for
      Triologien om Morganas Kilder
    • Aktuelle priser
      BMF's Børnebogspris 2011




Interview




Varen blev lagt i din kurv