Foto: JP Masclet, 2007

J. K. Rowling

Født 31.07.1965


Om forfatteren

 J. K. Rowling er forfatteren til bestsellerserien om den unge troldmand Harry Potter. J. K. Rowling er Joanne Kathleen Rowlings forfatternavn, som hun tog, fordi forlaget som udgav den første Harry Potter bog mente, at bogen ville sælge bedre blandt drenge, hvis man ikke kunne se, at forfatteren var en kvinde.


J. K. Rowling blev født i juli 1965 i den lille by Yate nordøst for Bristol og voksede op i Chepstow i Wales. Som barn skrev J. K. Rowling historier, som hun læste højt for sin søster. Efter at have afsluttet sin skolegang med A-levels i engelsk, fransk og tysk rejste J. K. Rowling til Exeter og begyndt at studere græsk og romerske studier samt fransk ved byens universitet. Uddannelsen inkluderede et års ophold i Paris, og da J. K. Rowling dimitterede flyttede til London og fik arbejde hos Amnesty International.


Idéen til Harry Potter fik J. K. Rowling i 1990, da hun ventede på et forsinket tog, der skulle gå fra Manchester til London, og i løbet af de næste fem år skitserede hun plottet til alle bøgerne, hvorefter hun begyndte at skrive den først bog ”Harry Potter og de vise sten”, som udkom i England i 1997. 


J. K. Rowlings mor døde i begyndelsen af 1991, og herefter flyttede hun til Portugal, hvor hun fik arbejde som engelsklærer i Porto. I oktober 1992 giftede hun sig med tv-journalisten Jorge Arantes, og knap et år efter, i juli 1993, fødte J. K. Rowling datteren Jessica. Mindre end fem måneder senere blev parret skilt, og J. K. Rowling flyttede sammen med datteren til Edinburgh.


J. K. Rowling blev efterfølgende ramt af en depression, og hun har senere fortalt i diverse interviews, at dementorerne, de hætteklædte væsner som suger folks sjæl ud af kroppen, er inspireret af hendes sygdomsoplevelser. Pengene var små, J. K. Rowling havde intet arbejde, og en datter hun skulle forsørge. Depression til trods lykkedes det dog J. K. Rowling at færdiggøre første bind om Harry Potter i 1995, hvorefter hun blev indskrevet på Edinburgh University, så hun kunne få det certifikat, der gav hende lov til at undervise i Skotland.


Med til historien om Harry Potter-bøgerne hører, at J. K. Rowling ikke kunne finde et forlag, der ville udgive bogen, og først i 1997 udgav Bloomsbury Children’s Books bogen. Bog nummer to, ”Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer”, udkom i juli 1998, og en måned efter udgivelsen lå den nummer 1 på bestsellerlisten over – voksenbøger. Bøgerne havde en overraskende bred appel, både børn og voksne læste dem, og i England blev alle bøgerne udgivet med to forsider, en til voksne og en til børn. Et år senere udkom ”Harry Potter og Fangen fra Azkaban”, og i år 2000 udkom ”Harry Potter og Flammernes pokal.” I Storbritannien var førsteoplaget på 1 million bøger, og bogen slog alle hidtidige rekorder – ingen anden bog var nogensinde blevet solgt i så mange eksemplarer på udgivelsesdagen. Bøgerne var udkommet med et års mellemrum, men der skulle gå tre år, før den femte bog i serien, ”Harry Potter og Fønixordenen”, udkom, og da den udkom i 2003, slog den alle de rekorder, som var blevet sat af ”Harry Potter og Flammernes pokal”.


I december 2001 giftede J. K. Rowling sig med Neil Michael Murray, og i marts 2003 blev deres søn David født. J. K. Rowling begyndte derefter at skrive bog nummer seks, ”Harry Potter og Halvblodsprinsen”, men valgte at indstille skriveriet for en tid for at tage sig af sin lille søn. I 2005 fødte J. K. Rowling datteren Mackenzie, og i juli samme år udkom ”Harry Potter og Halvblodsprinsen”, som er dedikeret til datteren. Det var næsten blevet en vane, denne bog slog også alle rekorder, og verden over holdt boghandlerne midnatsåben, så læserne kunne købe bøgerne, så snart udgivelsesdagen var et minut gammel.


To år senere var en æra slut, bog nummer syv, ”Harry Potter og Dødsregalierne”, udkom i 2007, og J. K. Rowling var som den første i verdenshistorien blevet dollarmilliardær på at skrive bøger. Som et tillæg til Harry Potter-bøgerne har J. K. Rowling udsendt bøger om troldmandssporten Quidditch og Harry Potter-universets magiske væsner, og i 2008 udgav hun ”Barden Beedles eventyr”, en samling af eventyr som der henvises til i ”Harry Potter og Dødsregalierne.”


I begyndelsen af 2012 annoncerede J. K. Rowlings agent, at hendes første roman for voksne var på vej. I april blev udgivelsesdatoen fastsat til 27. september 2012. I samme måned, da J. K. Rowling lancerede sin nye hjemmeside, skrev hun, at hun nu var begyndt på en encyklopædi om Harry Potters troldmandsunivers. Overskuddet fra denne bog vil ubeskåret gå til velgørenhed.


I 2000 havde J. K. Rowling etableret Volant Charitable Trust, som arbejder for mindre ulighed og mod fattigdom. Derudover er hun præsident for Gingerbread, en forening der støtter enlige forældre, og i 2005 grundlagde hun sammen med den britiske politiker Emma Nicholson Children’s High Level Group. For at samle penge ind til fonden bortauktionerede J. K. Rowling en håndskreven version af ”Barden Beetles eventyr” på Amazon.com, og bogen blev solgt for 1,95 millioner pund. J. K. Rowlings mor døde af multipel sklerose, og hun har doneret mange penge til forskning i sygdommen og behandling af patienter.


J. K. Rowling har modtaget en lang rækker priser og æresdekorationer for sit forfatterskab. Hun har modtaget Frankrigs Légion d’Honneur, og i 2010 modtog hun som den første Hans Christian Andersen Litteraturpris. I dag bor J. K. Rowling i Edinburgh med sin mand og sine børn.


    • Fulde navn
      J. K. Rowling
    • Født
      31.07.1965
    • Debutbog
      Harry Potter og de vises sten
    • Kendt for
      Serien om troldmanden Harry Potter
    • Aktuelle priser
      British Academy Film Awards, Outstanding British Contribution to Cinema, 2011
      Hans Christian Andersen Litteraturpris, 2010
      Légion d’honneur 2009
      British Book Award, Outstanding Achievement, 2008
      British Book of the Year, 2006
      Hugo Award for Best Novel, 2001
      Order of the British Empire, Officer, 2000
      British Book Award, Author of the Year, 2000
      National Book Awards British Children’s Book of the Year, 1999
      Whitbread Children’s Book of the Year, 1999
      National Book Awards British Children’s Book of the Year, 1998


Varen blev lagt i din kurv