Foto: Søren Bidstrup

Morten Sabroe

Født 05. 06. 1947


Om forfatteren

Morten Sabroe er en dansk journalist og forfatter. Morten Sabroes vej til forfattergerningen var ikke snorlige. Som ung fangede litteraturen ham ikke, og da han fik en halvdårlig realeksamen, begyndte han at arbejde som tømrer, og i 1967 blev han færdig som bygningssnedker.


Som ung dyrkede Morten Sabroe meget sport, men en hjertefejl satte en stopper for den fysiske aktivitet. Morten Sabroe måtte derfor finde noget andet at udfylde fritiden med, og valget faldt på ordene og litteraturen. Han besluttede sig for at blive journalist, og i 1971 var han færdiguddannet.


Siden da har Morten Sabroe skrevet for stort set alle større dagblade i Danmark. Læretiden tilbragte han hos Berlingske Tidende, hvorefter han kom til Weekendavisen, videre til Information og derfra til Politiken. Derefter tog han en smuttur til Jyllands-Posten, inden han vendte tilbage til Politiken. Sideløbende med sit journalistiske arbejde studerede Morten Sabroe fra 1975-76 samfundsfag ved Københavns universitet.


Fire år efter at Morten Sabroe blev færdig som journalist, udgav han den lille bog ”Retten til at blomstre”, og et år senere, i 1976, romandebuterede han med ”Men ude i kulissen”. Efterfølgende er det blevet til en lang række bogudgivelser, skønlitterære såvel som faglitterære, og Morten Sabroe har modtaget flere arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Privat er han gift med Do Windfeld Sabroe.


    • Fulde navn
      Morten Sabroe
    • Født
      05. 06. 1947
    • Debutbog
      Retten til at blomstre
    • Kendt for
    • Aktuelle priser
      Forlags jubilæumslegat, 1998


Varen blev lagt i din kurv