Foto: Ukendt

H. C. Andersen

Født 02. 04. 1805


Om forfatteren

Hans Christian Andersen var en dansk digter og forfatter der er verdensberømt for sine eventyr og fortællinger. Han voksede op under fattige kår i Odense som søn af en skomagersvend og en vaskekone. Som barn var han meget fascineret af teatermiljøet, og han besluttede sig for at prøve lykken ved Det Kongelige Teater i København. I en periode var Andersen tilknyttet teatret uden fast gage, men i 1822 blev han afskediget, og han lagde herefter skuespillet på hylden.

I stedet gav Andersen sig til at skrive og samme år som hans teaterkarriere blev indstillet, forsøgte han at få udgivet bogen "Ungdoms-forsøg" under pseudonymet Villiam Christian Walter. Navnet Villiam tog han efter den engelske forfatter William Shakespeare, Christian var en henvisning til ham selv, og Walter var en reference til den engelske forfatter Walter Scott hvis historiske romaner på Andersens tid var meget populære. Andersen havde dog plagieret en af samtidens andre store forfattere, B. S. Ingemann, og derfor kunne bogen ikke sælges.

Syv år senere, i 1829, fik Andersen sin rigtige debut da han udgav romanen "Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829". Titlen kunne indikere at man her har fat i en klassisk dannelsesroman om en ung mand, som drager ud i verden og dannes på sin vej. Men det bliver hurtigt klart for læseren at Andersen har en ironisk distance til den romangenre, som fyldte så meget i hans samtid. Handlingen udspiller sig nemlig i løbet af kun en nat: nytårsnat, og det forklarer den noget vildledende titel. I det hele taget er romanen fyldt med referencer til datidens litterære diskussioner, og ”Fodreise” blev da også Andersens adgangsbillet til de litterære cirkler. Så når vi i dag taler om den danske guldalder og den danske romantik, så er Andersen en uomgængelig person.

I 1835 udkom romanen "Improvisatoren", og samme år begyndte Andersen også at udgive sine eventyr og fortællinger i små hæfter. Dele af Andersens værker blev også oversat, og i kølvandet heraf slog Andersen igennem i Europa, særligt med sine eventyr og fortællinger.

Andersens fantasifulde univers, hvor ikke så få træer, buske, blomster og dyr agerer hovedpersoner, er ofte blevet opfattet som et barnligt univers. Men flere af fortællingerne har dog to lag – et for børn og et for voksne, og nogle af fortællingerne, f.eks. ”Tante Tandpine” og ”Skyggen”, er med deres mørke og dæmoniske univers mere for voksne end for børn.

Andersen var fuldt ud bevidst om eventyrernes dobbelttydighed, og han vidste at børnene ville kunne få noget mere ud af hans fortællinger, hvis de genlæste dem som voksne. En optegnelse fra Andersens dagbog, den 4. juni 1875, vidner om dette: ”mine Eventyr vare ligesaa meget for de Ældre som for Børnene, disse [børnene] forstode kun Stafagen, og som modne Folk saae og fornam de først det Hele.”

Den sidste værk fra Andersens hånd blev "Lykke-Peer" som udkom i 1870, fem år før hans død. Romanen er fortællingen om en fattig dreng, Peer, der udfolder sine kunstnerdrømme og ender som både komponist, sanger og forfatter. Fortællingen indeholder dermed paralleller til Andersens eget livsforløb: han var selv den fattige dreng som blev en verdensberømt forfatter.

Ved siden af forfatteriet var Andersen dygtig med saks og papir, og i dag er han også kendt for sine papirklip. Andersen menes bl.a. at være den der har opfundet det flettede danske julehjerte.


    • Fulde navn
      H. C. Andersen
    • Født
      02. 04. 1805
    • Dødsdato
      04. 08. 1875
    • Debutbog
      Ungdoms-forsøg, 1822
    • Kendt for
      Den lille Havfrue, 1837
    • Aktuelle priser


Varen blev lagt i din kurv