Red Barnet

Brugte skoletasker hjælper børn til et bedre liv på nettet

Hos Arnold Busck kan man for tredje år i træk aflevere brugte skoletasker, som derefter sælges i Red Barnets børnegenbrugsbutikker rundt om i landet. Pengene fra salget af de indsamlede tasker går i år blandt andet til Red Barnets arbejde for at sikre, at børn trives på nettet. Det gør organisationen eksempelvis med rådgivningstjenesten SletDet, hvor børn kan henvende sig, hvis de har delt eller har fået delt krænkende billeder og videoer på nettet, og med materialer til folkeskoleklasser om digital mobning og trivsel.

Allerede fra i dag kan man aflevere sin brugte skoletaske i Arnold Busck-butikker, som giver tasken videre til en af Red Barnets 20 børnegenbrugsbutikker. I Red Barnets butikker kan familier, der ikke har råd eller overskud til at investere i de nyeste skoletasker, købe en af de brugte tasker til en rimelig pris og samtidig støtte Red Barnets arbejde.

Det kræver ikke kun en skoletaske, men også blyanter, blyantspidser, viskelæder og lineal, hvis man skal være klar til skolestart. Men der er heldigvis hjælp at hente. For hver taske, der indleveres, vil firmaet Beckmann donere et spritnyt penalhus fyldt med alt det, man som skolebarn har brug for. Man får derfor et Beckmann-penalhus med i købet, når man køber en brugt skoletaske i en af Red Barnets genbrugsbutikker.

Man kan aflevere brugte skoletasker hos Arnold Busck til og med mandag den 9. september, og taskerne med Beckmanns penalhuse vil løbende kunne købes i en af Red Barnets 20 BARN til BARN-genbrugsbutikker.

Find din nærmeste Arnold Busck-butik HER

 

Er du vild med at tegne?

 
Er du vild med at tegne? Så tegn en flot tegning, aflever den i din lokale Arnold Busck-butik senest 19. august og deltag i konkurrencen om at få din tegning trykt på dette års Red Barnet-julebogmærke.
Bogmærket vil blive solgt i alle Arnold Busck-butikker i november og december og alle pengene går ubeskåret til Red Barnets arbejde for udsatte børn i Danmark og resten af verden.
Vindertegningen kåres 9. september og belønnes med et gavekort på 1.000 kr. til Arnold Busck.
 
Du kan få en skabelon til tegningen udleveret i din lokale Arnold Busck-butik eller printe den her:
 

1.698 brugte skoletasker hjælper udsatte børn

 

København 19. september 2018

I starten af august indledte Arnold Busck og Red Barnet for andet år i træk et samarbejde, hvor kunderne kunne donere brugte skoletasker til glæde for udsatte børn. Igen i år har skoletaske-indsamlingen været en stor succes. Næsten 1700 skoletasker er indleveret i Arnold Busck-butikkerne over hele landet.

Gennem den seneste måneds tid har børn kunnet aflevere deres brugte skoletaske i en af de 31 Arnold Busck-butikker rundt om i landet. De indsamlede skoletasker er løbende blevet solgt billigt i Red Barnets genbrugsbutikker. På den måde har udsatte familier fået mulighed for at få sig en lækker brugt skoletaske til en god pris, samtidig med at salget af skoletaskerne er gået til organisationens arbejde med blandt andet sommerlejre og familieklubber for sårbare og udsatte børn i Danmark.

Indsamlingen sluttede i sidste uge, og der er siden starten af august indsamlet 1.698 brugte skoletasker over hele landet. Det er 539 flere end sidste år.

"Igen i år er det med glæde og stolthed, vi kan konstatere, at vores kunder og deres børn er meget begejstrede for denne mulighed for at støtte Red Barnets gode arbejde for udsatte børn i Danmark og resten af verden. Og så skal der også lyde en stor tak til de skoler rundt om i landet, der sammen med deres lokale Arnold Busck-butik har etableret en indsamling af brugte skoletasker blandt eleverne", siger Helle Busck Fensvig, adm. direktør i Arnold Busck.

Også i Red Barnet er generalsekretæren begejstret:

"Vi er dybt taknemmelige over at opleve en så markant øgning i opbakningen til skoletaske-indsamlingen. Det er fantastisk at se, hvordan endnu flere børn rundt om i hele landet gerne vil hjælpe andre børn, der ikke har de samme muligheder som dem selv. Vi har fået talrige historier og set billeder med stolte og glade børn, der afleverer den brugte skoletaske, og deres bidrag er nu medvirkende til, at Red Barnet kan hjælpe endnu flere udsatte børn med venskab, tryghed og trivsel", siger Jonas Keiding Lindholm, generalsekretær for Red Barnet.

De brugte skoletasker er løbende gennem hele august blevet sendt ud til og solgt i Red Barnets 20 genbrugsbutikker over hele landet.

Overskuddet går til udsatte børn herhjemme og ude i verden

Overskuddet fra Red Barnets 20 genbrugsbutikker går til arbejdet for at hjælpe de dårligst stillede børn lokalt, nationalt og internationalt. Skoletaskerne sælges, så andre børn kan få glæde af dem, men pengene fra salget af taskerne vil også gå til Red Barnets arbejde med blandt andet sommerlejre og familieklubber for udsatte og sårbare børn i Danmark.

Pengene fra salget af én brugt skoletaske svarer til, at et udsat barn kan komme med Red Barnet på en dags ophold på ferielejr med overnatning inkl. kost og logi.

For yderligere oplysninger kontakt:

Pressemedarbejder i Red Barnet, Marie Fensmark tlf. 4044 8860 / e-mail: maf@redbarnet.dk
Communication & Business Development Manager i Arnold Busck, Susann Krebs tlf. 6037 0408/ e-mail: sk@arnoldbusck.dk

Red Barnet arbejder i Danmark og flere end 120 andre lande. Red Barnet redder børns liv, beskytter og styrker dem. Red Barnet kæmper for børns rettigheder og er verdens førende uafhængige organisation for børn. Red Barnet er en demokratisk organisation, og har opbakning fra 2.200 frivillige, der er organiseret i 60 lokalforeninger rundt om i Danmark.
Red Barnet har 20 genbrugsbutikker, der ligger i Aarhus C, Tønder, Hedensted, Hovedgård, Ringkøbing, Frederikshavn, Roskilde, København Østerbro, Herning. København City, København Amager, Allerød, Rønne, Odense, Næstved, Kolding, Randers, Fredericia, Aalborg, og Skanderborg.

 

Din kurv
0
Varen blev lagt i din kurv