Anmeldelser

af Henrik Pontoppidan
199,95 kr.
Læg i kurv
ANMELDT 1 GANGE
SE ANMELDELSER
SAMLET VURDERING
[5.00]

På jagt efter lykken

af Bogmagasinet | 24/01/2013

Henrik Pontoppidans roman ”Lykke-Per” er historien om den jyske præstesøn Peter Andreas Sidenius, der mistrives i de nærmest kummerlige forhold i barndomshjemmet, som præges af forældrenes meget stærke tro. Forældrene prøver ihærdigt at få sønnen på det rette – kristne – spor, men forgæves.

 

Peter Andreas er oprørsk helt fra barndommen, og han er overbevist om, at han er skabt til noget meget større i denne verden. Derfor forlader han sin provinsbaggrund og drager til København med drømmen om finde lykken. Lykken for ham er at blive ingeniør og realisere sit store projekt, som han har arbejdet på i flere år, og som han er overbevist om vil kunne få den danske industri til at blomstre.

 

Peter Andreas, der vil kaldes Per, erfarer dog hurtigt, at det ikke er alt, der er muligt, bare fordi man er kommet til storbyen. Men Per er ikke lige til at få ned med nakken. Hvis folk vender ham ryggen, underskylder han det med, at de ikke er i stand til at tænke tanker, der er ligeså store som hans egne. Og hans jødiske ven Ivan Salomon sammenligner ham da også med Julius Cæsar, da han mener, at Per ligesom ham vil komme, se og sejre. Og det går da heller ikke helt skidt på alle områder; damerne elsker ham, hvilket også fører et kærlighedsdrama med sig.

 

”Lykke-Per” udkom første gang i perioden 1898-1904 som otte selvstændige bøger. Nu er den udkommet i en nyudgivelse med moderne retskrivning samt forord af Ida Jessen. ”Lykke-Per” er desuden et af de litterære værker, der er med i Kulturministeriets kulturkanon. Og det kan man godt forstå. Trods over 800 sider træder den på ingen måder vande, men er derimod medrivende, humoristisk og sprogligt så levende, at spøgelserne fra 1800-tallet vækkes til live i Københavns Indre By. Men ikke mindst er den relevant. Alene bogens titel leder tankerne hen på den moderne definition på og stræben efter lykke.

 

Selvom ”Lykke-Per” på mange måder er en bog af sin tid, hvor Danmark stadig led under tabene fra krigen i 1864, findes Per også i dag. Han er typen, der søger lykken så intenst, at man hele tiden frygter, at han aldrig finder den. Når han har opnået et af sine mål, mister han nemlig interessen og begynder at stile endnu højere. På mange måder er Per et fjols, der ikke kan rumme andre end sig selv, men man kan alligevel ikke lade være med at holde af ham og smile af hans ligefremhed, naivitet og ungdommelig sind, som endnu ikke lider under de nederlag, voksenlivet og den lunefulde lykke fører med sig. Og som handlingen skrider frem, bliver Per også gjort opmærksom på sine svage sider.

 

Ditte-Marie Melvej Andersen Ascanius

 

Vil du anbefale til en ven?

Nej

Varen blev lagt i din kurv