Barndommens bedste bøger


Arnold Busck
24/03-2020 - 10:08

Se bruger's blog

Barndommens bedste bøger

Der er noget helt særligt og nostalgisk over mødet med de bøger, vi husker fra vores barndom. Vi har spurgt vores kolleger på Arnold Buscks hovedkontor, hvilke bøger de særligt husker.

 

Der er noget helt særligt og nostalgisk over mødet med de bøger, vi husker fra vores barndom. Hvem husker ikke Halfdans ABC med alle de fantastiske rim og remser, eller Ole Lund Kirkegaards genkendelige streg? Mange har været heldige at have forældre eller bedsteforældre, der var flittige til at læse højt inden sengetid, og ofte kan vi genkalde både stemning, stemmer og følelser, når vi pludselig står med bogen mellem hænderne igen.

Det gør os varme om hjertet, når forældre og bedsteforældre efterspørger de gamle klassikere og giver fortællingerne videre til deres børn og børnebørn. Vi har været rundt hos vores kolleger på Arnold Buscks hovedkontor og spurgt, hvilke bøger, de husker fra deres barndom. Læs med her. 

 

Jakob og Joakim

"Jeg ELSKEDE simpelthen Jørgen Clevins Jakob og Joakim. Dels var bogen interaktiv, meget usædvanligt i 70’erne, og man skulle svare på en masse spørgsmål undervejs i historien, men især fordi der på en af siderne var tegnet to røde vitaminpiller, som var identiske med dem jeg selv spiste hver dag, og fordi jeg i flere år undrede mig over, hvordan Joakim dog kunne finde på at vælge æbler frem for bolcher, da han skulle ‘dele ud’ i klassen til sin fødselsdag… det plager mig stadig.”

– Louise, Visual Merchandiser.

 

“Den bog fra min barndom, som jeg fik læst højt igen og igen, og som har printet sig fast i min hukommelse, er Tyren Ferdinand af Munro Leaf. Dengang bare en simpel og sød historie om tyren Ferdinand, som hellere ville leve det stille og rolige liv under det store korktræ ude på landet fremfor at være en brutal og farlig tyr i tyrefægterarenaen inde i byen, som det forventedes af ham. Om det var trygheden i gentagelsen og genkendelsen ved at få læst bogen højt igen og igen, eller om historiens dybere lag og budskab ubevidst har talt til mig, ved jeg ikke.

Men nu som voksen giver det meget god mening, at jeg var så glad for bogen – for den fortæller jo, at man skal følge sit eget hjerte for at blive lykkelig. Det hjælper min barndoms læsning mig stadig med at huske på, og jeg glæder mig til at læse bogen højt for min nevø og give historien videre til ham, så han kan vokse op med troen på sig selv og at han er god nok, som han er.

– Kenneth, Marketing Manager.

 

Peter Plys

“Jeg elskede, når min mor læste højt for mig af Peter Plys. Jeg elskede Æslet og syntes, det var så synd for ham, da han tabte sin hale. Jeg grinte højt, når der blev spurgt, om der var nogen hjemme, og der kom et svar om, at det var der ikke.

Hos min mormor var det om Klatremus og de andre dyr i hakkebakkeskoven jeg fik fortalt, og hvor vi elskede at synge sangene, som min mormor gerne spillede på sit store klaver, medens jeg sad på hendes skød og ikke måtte røre ved tangenterne. Og den i dag, når der bages peberkager, bliver der altid sunget højt Når en peberkage bager, bager…..

Disse historier glemmes aldrig, og stor var glæden da jeg selv fik børn og kunne læse dem højt igen. De elsker dem også og vil, håber jeg, bringe dem videre til deres egne børn.”

– Line, Indkøb.

 

Brødrene Løvehjerte

“Dette er ikke en bog, jeg husker fra min egen barndom, men en bog, som jeg har læst både for mine egne børn samt for mine børnebørn. Den gør stort indtryk på både voksne og børn. Bogen handler om de onde og de gode, døden og troskab. Mit ene barnebarn fik den læst op i en alder af 7 år og synes den var meget sørgelig, men alligevel elskede han den og kunne næsten ikke vente til næste gang, vi skulle læse.

Hver gang jeg har læst den op, bliver jeg fanget af den fantastiske historie og den måde, den er skrevet på. Jeg tror ikke, nogen kan være upåvirket af denne bog. Bogen er selvfølgelig Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren.”

– Solveig, Regnskabschef.

 

Lillebror og Knorten gjorde indtryk på mig, da jeg begyndte at læse i en alder af ca. 8-10 år. En fantasiverden, som jeg levede mig helt ind i. Kan ikke huske ret meget om handlingen, men har faktisk tænkt på disse bøger ofte som voksen. De kan vist desværre ikke findes i handlen længere.”

– Annette, Regnskab.

 

Albert

“Min farmor læste Albert af Ole Lund Kirkegaard højt for mig, da jeg var barn. Jeg var færdig af grin det meste af bogen igennem. Fra det andet soveværelse i sommerhuset kunne vi høre min farfar ligge og klukke samtidig.

Det var også den første bog, jeg selv læste af min egen fri vilje.”

– Martin, Indkøb.

 

Det lille hus på prærien

 

“Bøgerne om Det lille hus på prærien af Laura Ingalls Wilder har gjort et stort indtryk på mig.

Selvom vi faktisk var gamle nok til selv at læse bøgerne, læste min bedste venindes mor bøgerne højt for os, fordi det var så hyggeligt, og alt efter årstiden involverede det gerne nybagte boller og varm kakao.

Senere fik også Den Afrikanske Farm læst højt, fordi min venindes mor var vild med Karen Blixen”

– Marianne, Personlig assistent.

 

 

 

 

Aben Osvald

“Jeg husker helt klart Aben Osvald af Egon Mathiesen. Jeg fik den læst op af min far, da jeg var helt lille – igen og igen og igen. Jeg kunne den udenad den gang” – Helle, Adm. direktør.

 



Tags

Børnebøger,