Top 10 klassikere du bør læse


Jeanette T.
20/06-2012 - 17:11

Se bruger's blog

Top 10 klassikere du bør læse

1. Fjodor M. Dostojevskij: Forbrydelse og straf

Med Dostojevskij er det sådan, at man egentligt bare kan girbe en hvilken som helst af hans romaner og gå i gang. Jeg leger tit med tanken om, at fjerne alt andet skønlitteratur fra hylderne herinde i Købmagergade og kun fylde op med hans bøger. “Alle læsere start her!” skulle være budskabet.

Jeg kender ikke nogen anden forfatter, der så uafrysteligt minder mig om, at der ikke findes noget vigtigere i denne verden end mennesket.

2. Selma Lagerlöf: Familien Löwensköld

Helt igennem pragtfuld slægtsroman. Vi starter i Sverige i midten af 1700-tallet, dengang hvor både Gud og Satan var faktiske realiteter og en sort magisk forbandelse kunne følge en slægt i generationer og vi slutter hundrede år senere, hvor forbandelsen kulminere med tre kvinders gribende personlige forhold til den samme mand.

3. Franz Kafka: Forvandlingen

Kafkas kombination af et drømmesprogsagtigt næsten klaustrofobisk symbolunivers og et fuldkommen klart gennemsigtigt sprog er helt unik og for mig dybt betagende. Forvandlingen starter med følgende pragtfulde scene: Da Gregor Samsa en morgen vågnede op af nogle urolige drømme, opdagede han, at han der i sengen var blevet forvandlet til et kæmpemæssigt utøj. – Ja, så er der vist ikke mere at sige. Læs bogen!

4. Flannery O´Connor: Voldsmænd river det til sig

Et ætsende bevidsthedsdrama hvor spørgsmålet om Guds eksistens stilles og afprøves i sin yderste konsekvens med livet og den mentale overlevelse som indsats.

5. Halfdan Rasmussen: Den som har set september

Jeg har ikke tal på, hvor mange gang, jeg har læst denne digtsamling. Lige så underfundig, morsom og sprogligt legende Halfdan Rasmussen er i “Tosserier”, lige så

klog (i ordets allermest ægte betydning) og livsbekræftende er disse alvorlige digte. Rytmen og budskabet går op i en højere enhed og man er forfrisket i tilliden til livets vækst, når man lægger bogen fra sig.

6. Emily Brontë: Stormfulde højder

Suverænt sanseligt bud på hvad kærligheden egentligt er og hvad der sker, når man ikke tager den alvorligt. Glem alt om pæn romantik eller overdamatiske følelsesladede filmatiseringer. Romanen er skarp og fuldkommen kompromisløs.

7. Ernest Hemingway: Der er ingen ende på Paris

Et stemningsfuldt og dybt fasinerende portræt af den helt unge Hemingway og byen Paris i 20´erne. En rigtig kunstnerroman.

8. Per Olov Enquist: Kaptajn Nemos bibliotek

Rørende og hjerteskærende i sin fuldkomne troskab mod barnet sårbare og fantasifulde verden. Fortælleren finder som seksårig ud af, at hans mor ikke er hans mor, da en misforståelse på fødegangen i sin tid fik to kvinder til at tage hinandens børn med hjem efter fødslen. Herefter forsøger han, med alt hvad hans barnlige bevidsthed rummer af fantasi, at skabe mening i sit nye liv. Mesterlig roman som fortjener at blive en klassiker.

9. Mikhail Bulgakov: Mesteren og Margarita

Fuldkommen vild og sarkastisk roman fra 30´erne Sovjet. Djævelen er kommet til Moskva og da religion er afskaffet i Stalins Sovjet, har han frie tøjler til at hærge rundt og afholde sit berømte bal for fortabte sjæle. Margarita slår en handel af med ham, for at redde sin kunstner-elskede, der har været så himmelråbende politisk ukorrekt at skrive en biografi om Pontius Pilatus og derfor i unåde er blevet tvangsindlagt på et sindssygehospital.

10. Tom Rachman: De ufuldkomne

Når man er færdig med Tom Rachmans debutroman fra 2011, så sidder man tilbage med følelsen af, at sådan burde alle gode bøger være. I romanen har hvert kapitel en hovedperson, der på den ene eller den anden måde er tilknyttet en international avis i Rom. Det bliver til små novelle-lignende fortællinger, som på charmerende vis kommenterer hinanden og uddyber billedet af avisen, dens journalister, læsere og ledelse.



Tags

Top 10 klassikere, Fjodor M. Dostojevskij, Forbrydelse og straf, Selma Lagerlöf, Familien Löwensköld, Franz Kafka, Forvandlingen, Flannery O´Connor, Voldsmænd river det til sig, Halfdan Rasmussen, Den som har set september, Emily Brontë, Stormfulde højder, Ernest Hemingway, Der er ingen ende på Paris, Per Olov Enquist, Kaptajn Nemos bibliotek, Mikhail Bulgakov, Mesteren og Margarita, Tom Rachman, De ufuldkomne,

Varen blev lagt i din kurv