Har du lockout-ferie - prøv noget nyt - prøv en Stian Hole


Lonni K.
08/04-2013 - 06:46

Se bruger's blog

Har du lockout-ferie - prøv noget nyt - prøv en Stian Hole

 

230128_10151577197620879_662698943_n

Da jeg første gang stod med en Stian Hole-bog i hånden, tænkte jeg, den er da fuldstændigtvidunderligt syret! Smuk og grim på samme tid – og poetisk. Omslaget på  ‘Garmanns gade‘ kunne sagtens hænge på min væg i skifteramme; kunsten sprang jo fra det. Kort og godt var det en bog, jeg aldrig havde set magen til. Selve handlingen er nu ikke videre poetisk. For her har vi  Roy, som prøver at lokke Garmann ud i farlige ting, – fx at tænde en tændstik. Roy fremstår nu mere farlig end tændstikken, hvis du spørger mig. Det er en typisk Stian Hole, den der; at gribe om et alvorsemne og præsentere det uden at det bliver fortænkt eller søgt.

Garmanns sommer‘ – den første i serien om Garmann tager også fat i noget essentielt fra barnets verden. Bogen drejer sig om hans første skoledag efter den lange sommer. En ængstelse over, at skulle overleve i skolegården munder nærmest ud i angst. Men der er jo også så mange spørgsmål. Det gibbede fx i mig, da jeg slog op på siden hvor Garmann tænker over det, at have sommerfugle i maven; et røntgenbillede, ret livagtigt, af hans torso, var broderet med smukke sommerfugle. Det er netop Holes måde at bruge fiktion og virkelighed, der rykker. Det er det, der giver poesien i hans bøger.

Garmanns hemmelighed ( den tredje billedbog om drengen Garmann, – og vist nok også den sidste, i denne omgang), indeholder samme poetiske ånd; Igen, denne fornemmelse af at træde ind i en anden (gammel?) verden/tid, – måske min egen barndom (?). Hvem kan ikke huske når man som barn prøvede, at finde sig tilrette mellem andre børn og indimellem “faldt igennem”? I Garmanns hemmelighed træder vi ind i det hierarki der ofte udspiller sig i skolegården. Mobning og ydmygelse rulles ud. - Åh nej, endnu en morale-bog, tænker du. Men faktisk er det ikke tilfældet; bogen er ikke en løftet pegefinger. Men billederne og teksten .. Her bliver man rørt. Det må alle da blive?

Hole modtog Brageprisen i kategorien “Åben pris – billedbøger for børn og voksne” i 2010, for Garmanns sommer. Brageprisen er en norsk litteraturpris, som hvert år udeles for at hædre ny norsk litteratur. Juryen skrev:

Boken er nominert for sitt originale billedbruk. Med utgangspunkt i en tilbakeholdt historie knyttet til ung sosialitet og våknende kjærlighet er bruken av collage og datagrafiske virke­midler stilig og gjort med høyde for sære, bisarre elementer. Det er et visuelt frodig univers hvor fortetninger og forskyvninger utdyper den mentale opplevelsen. Juryen opplever at Stian Hole har evnet å videreutvikle sitt stoff og billedmateriale i sin serie om Garman, men uten å gi slipp på bøkenes særegne visuelle identitet.”

Det er ikke svært for mig, at forstå hvorfor Stian Hole har fået børnebogspriser for sine billedbøger om Garmann. Der er meget at gå på opdagelse i. Der er ikke bare hvad du ser eller læser dig frem til. Der er mere mellem linjerne.

I bogen ‘Garmanns sommer’ kommer forfatteren ind på begrebet angst. Begrebet mod er så udfordringen i Garmanns gade. I Garmanns hemmelighed bliver der virkelig snakket til sanserne. Bogen er nærmest grænseløs i sin komposition. Ja, jeg er begejstret, men får børn noget ud af det? Der har været mange diskussioner om børnelitteratur de senere år. Hvad kan forfatteren “tillade” sig, at give videre til børn, der er mellem 4 og 8 år? Er noget for farligt, at skrive om? Skal børn skånes?

Hvis vi skal tænke i målgrupper er Stian Holes bøger helt klart for de 4-9 årige. Uanset emnerne, så er poesien der som en engel. Den kan behandle de fleste tabu-emner uden at ødelægge noget. Se på bøgerne: De rummer mere end hvad første øjekast begriber. Collagernes mange lag er i sig selv skabt til at stille alting på hovedet.  Noget jeg husker fra min tid som pædagog er netop, at børn er enormt glade for at filosofere og forestille sig alt muligt. De bedste guldkorn kommer faktisk fra de fem-årige. Desværre var Stian Holes billedbøger ikke skrevet dengang jeg arbejdede som pædagog. Men hvis jeg var i faget i dag, ville jeg ikke tøve med at læse disse bøger for børnene. Ekstra værdifuldt er det også, at bogens danske oversætter hedder Naja Marie Aidt (alle 3 Garmann-bøger er oversat af Aidt).

Forfatteren, Kim Fupz Aakeson, sagde engang til mig i et interview, som senere skulle ende i bogen, Ord til alle sider:

Det der nogen gange mudrer børnebøgerne er at der skrives ned til børnene, tages hensyn til dem, tænkes for meget i målgrupper og så har man balladen (eller rettere, mangel på ballade), det er det samme der sker med masser af ting der henvender sig til voksne, at man tror man ved hvad folk vil have og glemmer sig selv i sin iver for at give dem det, man vil være venner med alle. Det er en syge man støder på mange andre steder, der er fx en hel stribe amerikanske tv-serier der er alt for optaget af målgrupperne, alt for hensynsfulde, som har alt for travlt med at være venner med alle, at alle skal kunne hænge på, forstå hvad der sker, at man ikke må skræmme nogen væk. Så er det man gør sig dummere end man er, det må ikke være for hurtigt, ikke for langsomt, ikke for frækt, ikke for dystert, ikke for noget som helst…og så ender man med et eller andet besynderligt tandløst produkt der ikke siger nogen noget (læs hele interviewet her).

I Butikken har vi ikke mange Stian Hole-bøger på hylden. Men der er heller ikke mange, der spørger efter dem. Er det fordi vi voksne ikke har accepteret bøger som fx Garmann-bøgerne? Når jeg står med en kunde, som spørger ind til, om man mon godt kan give sit fem-årige barnebarn “sådan en bog”, – om den ikke er for uhyggelig pga af de skæve collager, – fortæller det nok mest om os selv,  hvilke bøger vi er opvokset med og hvilket sprog vi synes er “rigtigt” eller “forkert” for børn. Mange synes stadig at fem-årige ikke skal have adgang til samtaler om Døden, for der er jo så lang tid til, at du skal dø, lille ven.. Men børn omkring de 5 år er verdens største filosoffer og det er ofte begrebet, Døden, de vil filosofere over. Skal vi møde dem der, eller påføre dem vores angst, ved at lægge låg på?

Jens Sigsgaards ‘Palle alene i verden’ (1942) var en af de bøger, jeg selv fandt forløsende, som barn. Jeg, barnet, var jo hovedpersonen. Jeg gik i Palles sko og følte Palles angst og glæde. Jeg oplevede virkelig at være helt alene i verden på godt og ondt, når jeg fik læst bogen højt af en voksen, men mest på godt, – jeg kunne jo plyndre alle de slikbutikker jeg ville, uden at blive afbrudt, men også lidt på “ondt”. Jeg ville jo komme til at savne min mor og far.

store+bastian

Eller hvad med Den store Bastian, eller Vær lydig? Ham, den høje tynde mand i rød badekåbe (minder lidt om julemanden), som dypper uartige børn i blækhuset? Ham havde jeg et blandet forhold til. Jeg gad godt at drille ham i min fantasi, men jeg var samtidig ræd for at drukne i blæk, hvis nu han fangede mig i et mareridt midt om natten. Egentlig, så er Bastian meget mere uhyggelig end Stian Holes billedbøger. Og det kan da godt være, at forfatteren, Heinrich Hoffmann (i 1847) bare skrev bogen for a være sjov. Men denne ironi fattede jeg overhovedet ikke da jeg gik i børnehave.  Gad vide hvad jeg ville have syntes om Stian Holes tre Germann-bøger, dengang jeg var lille? Jeg er tilbøjelig til at tro, at jeg ville elske dem. De tager børn alvorligt, er hverken ironiserende eller moraliserende. Her tales til barnet.

Nu sidder jeg så med Annas himmel. Det er den nye bog af Stian Hole. Den udkom i marts og betog mig straks fra dag ét (se gerne øverste billede, som er fra Annas Himmel) med sine billeder. Men historien er lige så vigtig, som billederne. Her møder jeg Anna, som har mistet sin mor. Endnu et tabu-emne, ja, og hvor er det velkommen. Der findes en del børnebøger med dette emne. Men ingen af dem er så fint skåret, som Annas himmel. Her bliver tabet af Annas mor “hjulpet igennem” via fantasien, legen og kreativiteten. Far og Anna tager på drømmerejse sammen og befinder sig pludselig et sted, hvor man kan flyve med fisk og svømme med fugle. Det fine ved bogen er, at den aldrig går hen og bliver patetisk. En ualmindelig smuk og relevant billedbog fra Stian Hole. Igen er det forfatteren, Naja Marie Aidt, der oversætter fra norsk til dansk.

Selvom vi er blevet vant til at vælge det trygge, altså det vi kender, og derfor mest ser efter bøger skrevet af Ole Lund Kirkegaard og Astrid Lindgren, når der skal købes bøger til ungerne, så ville det alligevel være rigtig godt, at give Stian Holes billedbøger en chance. Forestil dig, at du, som voksen kun kunne læse klassikere, – at du aldrig blev præsenteret for nye bøger? Verden, sprog, normer – og mennesker – er under konstant udvikling – det afspejler sig i alt – og selvfølgelig også i litteraturen – børnelitteraturen. Det er ikke kun voksne, der har lyst til at blive udfordret af litteraturen.

- Jamen, hvis I ikke har Stian Hole-bøgerne i Butikken?

Vær med til at vende den tendens. Det hænger jo sådan sammen, at jo flere der spørger efter Garmann, jo mere sandsynligt er det, at Stian Holes bøger kommer til at stå side om side med alle de andre (faste) bøger på boghandlerens hylde. Det jeg mener er, at vi ikke behøver at holde os tilbage. Prøv noget nyt. Prøv en Stian Hole.

60598_10151573028351163_1043380467_n

Om Stian Hole:

Forfatteren, Stian Hole, er født i 1969, og opvokset i Norge. Af virke, kan han foruden ‘forfatter’ tilføje, grafisk designer og illustratør. Han debuterede som forfatter i 2005 med bogen ‘Den gamle mannen og hvalen. Den gav ham Kulturdepartementets debutantpris. Stian Hole bruger photoshop når han illustrerer sine billedbøger.



Tags

Børnebøger, billedbøger,

Varen blev lagt i din kurv