Hvorfor skulle jeg dog gå over åen efter vand?


Lonni K.
23/05-2013 - 14:56

Se bruger's blog

Hvorfor skulle jeg dog gå over åen efter vand?

 

Presse157

 

Det er Per Petterson der spørger. Født i Oslo (1952), oversat til en hel masse sprog. “Ud og stjæle heste” gav ham den norske Bokhandlerpris, Kritikerprisen, Independent Foreign Fiction Prize og IMPAC-prisen. I 2009 fik Petterson så Nordisk Råds Litteraturpris for romanen “Jeg forbander tidens flod” (den første roman jeg læste af ham).

Den 17.5 - 13, udkom den så endelig. Bogen jeg har ventet på siden den blev udgivet i sit hjemland, altså i Norge (september 2012). Titlen er såmænd “Jeg nægter”.

Bogen handler om to midaldrende mænd der mødes ganske tilfældigt en tidlig morgen på en bro i Oslo. De er gamle venner, men de har ikke set hinanden i 35 år. De hedder henholdsvis Jim og Tommy. Måske er Jim og Tommy vokset fra hinanden? Det kan jo ske, når man intet har delt så længe? Eller måske ville de vokse fra hinanden under alle omstændigheder? Det sker. Så hvis vi ser på Tiden. Hvad gør den? Er det den eller os der bestemmer? Jeg vil glæde mig til romanen, og den er købt.

Tænk, at få sin egen “lyd”? Petterson har “fået” sin egen lyd, som forfatter. Man taler om at “.. noget kan være meget Pettersonsk“. Men hvad er det der gør Petterson til så eminent en forfatter, at han har fået egen “lyd”? At vi kan genkende sangen? Er det hans uddannelse (han er uddannet bibliotekar). Er det måske, at han har arbejdet som boghandlermedhjælper? Kan det være hans oversætter-virke? Eller at han er litteraturkritiker? Han kommer ikke fra et bogligt hjem. Faren var skovarbejder og moren havde et job på en chokoladefabrik. Til gengæld læste moren en del bøger, så det kan være derfra han har det? Men det kan sagtens handle om noget helt og aldeles andet, som ingen rigtig ved? Det eneste jeg med mit ubehjælplige sprog kan skrive er, at for mig virker det han skriver. Jeg rammes både blødt og stygt, og jeg aner ikke lige hvad det er, sådan intellektuelt set.. Måske noget med balancen mellem blåt og rødt i hans følelsesregister. Fremdriften og melankolien. Det mørke, nærmest rungende. Det hvide, nærmest stilhed. Det er som om han skræller alle klicheer af sproget – alt det forlorne, og se hvad der så er tilbage?

Min første Petterson-bog var “Månen over porten” (2010). Jeg kom lidt sent forbi (hans udgivelser), hvilket også betyder, at jeg stadig er rasende bagud med at læse hans bøger. Men jeg havde altså læst om ham i en avis, for et par år siden, hvor han fortalte, at han først og fremmest var en læser (det var netop i forbindelse med udgivelsen af “Månen over porten”). Den tanke betog mig. Her sad en anerkendt forfatter der havde fået priser og alt muligt, og så kaldte han sig “bare” for en læser? Han stiller sig på den anden side af bogen, der hvor læseren er. I de små essays (i bogen), fortæller han om sine forbilleder; Hemingway og Carver, - sidstnævnte synes jeg godt jeg kan fornemme i Pettersons, ikke som plagiat, men som rungende mørke. Det er yderst interessant, men sikkert ikke fremmed (for de læsere, der selv skriver og udgiver bøger), at det er hans læselyst, der formet forfatteren i ham.

Jeg kastede mig altså over “Jeg forbander tidens flod” (2009). Handlingen lyder bred, når jeg siger, at den skildrer relationer mellem mennesker. Mere konkret handler den om Arvid Jansen og forholdet til moren. Jeg burde måske have læst nogle af de andre Arvid-bøger først, fx “Aske i munden, sand i skoen” (Pettersons debut) som er den første Arvid-bog i rækken af fem (Se nederst), men jeg kunne ikke få fat på “Aske i munden..”. Til gengæld lå “Jeg forbander tidens flod” lige for på grund af den der nordiske litteraturpris han fik dengang.. Jeg var selv på mit første år i boghandelen, så jeg kom let til bøger. Jeg har stadig de fire første Arvid-bøger tilbage på læselisten, plus “Ud og stjæle heste” som følger en helt anden skikkelse, nemlig Trond  (2004). Det er godt, at tænke på alle de gode bøger der ligger foran en. Så er der mere god litteratur, at forfølge, nu hvor sommeren er over os og ferierne kulminerer.

Den nye bog, “Jeg nægter” handler om drenge og deres venskaber. Alt i alt undersøger Per Petterson de nære menneskelige relationer via litteraturen og det gør han så godt, at vi genkender os selv i det han skriver. Han tager udgangspunkt i sin familie og kredser om de strabadser man møder på sin vej, og jo jo det er der mange forfattere der gør – også norske -  men som han selv siger “.. Hvorfor skulle jeg dog gå over åen efter vand?” Næ, det er sandt nok, og hvis han gjorde, mon så han vil være lige så eminent? Noget siger mig, at det tror jeg. Men lad det nu ligge.  Vi har jo brug for at læse den her slags fortællinger. Nærværende fortællinger. Vi får så meget fake derude. – Hvad var det nu Søren Vinterberg skrev, dengang han anmeldte (den norske udgave) “Jeg nektar”? Han skrev: “.. Suveræne Petterson skriver ligesom at trække vejret.” - Og jeg læser Petterson for ellers kan jeg ikke trække vejret!

 

Bøger hvor Arvid Jansen (Pettersons alter ego) er hovedperson  (hvis det nu er)

1. Aske i munden, sand i skoen (Arvid er 6 år. Vi befinder os i 50′erne først i 60′erne). 2. Ekkoland (Arvid er 12 år. Vi befinder os i 60′erne). 3. Det er ok med mig ( Vi befinder os i 70′erne) 4. I kølvandet (Vi befinder os i 90′erne) 5. Jeg forbander tidens flod (Vi befinder os i 1989)



Tags

Skønlitteratur, roman, familieforhold, far og søn, venskab mellem drenge, Arvid Jansen, Trond,

Varen blev lagt i din kurv