Foto: Lasse Berre

Anne B. Ragde

Født 03. 12. 1957


Om forfatteren

Anne Birkefeldt Ragde, med forfatternavnet Anne B. Ragde, er norsk forfatter, og hun er født og opvokset i Trondheim. Med romanerne "Berlinerpoplerne" (2004), "Eremitkrebsene" (2005) og "Ligge i grønne enge" (2007) slog Anne B. Ragde alle salgsrekorder i Norge.


I 1990 debuterede hun som forfatter med romanen ”En tiger for en engel”, som blev udgivet på dansk i en opdateret udgave i 2011. Anne B. Ragde er uddannet cand.philol. fra Universitetet i Trondheim, hvor hun havde hovedfag i amerikansk massemediekommunikation, og før hun for alvor slog igennem som forfatter, arbejdede hun som lektor i massemediekommunikation på samme universitet. Hendes forfatterskab spænder bredt, og hun har udgivet en lang række romaner i forskellige genrer samt novellesamlinger og børnebøger. Hun er senest aktuel med “Altid tilgivelse” (2016) og ”Liebhaverne”, der udkom på dansk i 2017 på Forlaget Rosinante, og som er henholdsvis fjerde og femte bog i Anne B. Ragdes serie om Berlinerpoplerne. “Altid tilgivelse” udkom meget overraskende som fjerde bog i serien, som mange ellers troede var afsluttet.


”Eremitkrebsene” blev belønnet med Norges fornemmeste litteraturpris, nemlig Bokhandlerprisen. Trilogien om familien Neshov fra Trondheim har solgt over en million eksemplarer og er naturligvis blevet en dundrende succes i hele Norden, men også i en række andre lande – ikke mindst i Frankrig. Anne B. Ragde har også udgivet den populære roman ”Arseniktårnet” (2009), der henter inspiration fra Anne B. Ragdes danske mors familie.   

Det er svært at definere fællestræk ved de forskellige Anne B. Ragde-bøger. Det skyldes ikke mindst, at Anne B. Ragde ikke er en forfatter, der vil låses fast eller sættes i bås. Selv har hun udtalt, at hun gerne skriver om ”Kvinder der står fast som klipper i en storm og rider stormen af”. Udover sine populære voksenbøger har hun også skrevet både børnebøger og ungdomsbøger, og særligt sidstnævnte læner sig på forunderlig og elegant vis læner op ad både thrillere og kriminalromaner. Anne B. Ragde er helt sin egen, og det er uden tvivl også det, der får læselystne unge og ældre over hele verden til at læse hendes romaner.


Fængende læsning

Anne B. Ragde-bøger er svære at lægge fra sig igen, når man først er kommet i gang. Siderne vender nærmest sig selv, mens du opsluges af de spændende karakterer og af de handlinger, der udspiller sig i hver enkelt roman. Anne B. Ragde skriver indlevende og fuld af spænding og følelse, og er du først kommet igennem din første Anne B. Ragde-roman, er der gode chancer for, at du vil have fundet en ny favoritforfatter. Anne B. Ragde har ingen intentioner om at holde op med at skrive de næste mange, mange år, så der er meget at glæde sig til.


Prisvindende forfatter

Anmeldere og prisuddelere står nærmest i kø for at hylde den norske forfatter, og derfor har Anne B. Ragde blandt andet høstet anerkendelse med Brageprisen for bedste ungdomsbok 2001, som hun vandt for ”Ogsaa en ung Pige”, der er en biografi om forfatter Sigrid Undset. Samme biografi vandt det samme år også Kultur- og kirkedepartementets fagbokpris for barne- og ungdomslitteratur. ”Berlinerpoplerne” vandt Riksmålsforbundets litteraturpris i 2004, imens ”Eremitkrebsene” modtog Den norske leserprisen i 2005.


Udover at være en anerkendt forfatter til en lang række bestsellere er Anne B. Ragde også mor til en søn. Hun har været gift tre gange, men er nu skilt for tredje gang og har i interviews udtalt, at det er slut med ægteskab. Hun vil gerne leve alene og uden at skulle gå på kompromis. Hun har dog en stor tro på kærligheden, men det kan være svært at forene ægteskab og forfatterskab, særligt når man som Anne B. Ragde ikke er særlig privat anlagt. Handlingerne i mange af hendes romaner bygger på intriger og familiehemmeligheder fra hendes eget liv, og det har da heller ikke været uden omkostninger, at Anne B. Ragde har opnået så stor succes. Hun er bramfri og ikke bange for at sige det, som ingen andre tør sige, og som folk måske helst heller ikke vil høre.


Virkelighedens familieskandaler

Anne B. Ragdes familie er fyldt med familieskandaler, og forholdet til familien har til tider været meget anstrengt i kølvandet på hendes udgivelser. Men det er vigtigt for Anne B. Ragde at kunne være ærlig, og det har resulteret i mange afsløringer, som familien uden tvivl ikke har villet have frem i lyset. På et tidspunkt måtte hun også under politibeskyttelse for en periode på grund af hendes kontroversielle skriverier. Hun mener, at det gerne må koste lidt at skrive, og således skræmmes hun hverken af drabstrusler fra kristne fundamentalister eller fra familien, der ofte har følt sig hængt mere end rimeligt ud – særligt i slægtsromanerne, der indledes med ”Berlinerpoplerne” fra 2004.


Da Anne B. Ragde fik sit gennembrud i Norge, blev hendes familiesaga til en intern familieskandale, og efter debutromanen har familien, ifølge Anne B. Ragde, frygtet for hvert efterår, hvor der traditionen tro var nye udgivelser – og dermed nye afsløringer – på vej. Spørger man Anne B. Ragde selv, er der ingen familier, der er normale, hvis man begynder at skrabe lidt i overfladen. Alle gemmer de på deres respektive hemmeligheder, der danner grobund om den fælles historie. Der vil altid være noget, man gerne taler om, men mindst lige så meget, man allerhelst tier ihjel. Samtidig har man typisk forskellige roller, der godt kan gøre det krævende at være en del af en familie. I det hele taget er Anne B. Ragde meget optaget af familien som konstellation, og hun føler sig stadig langt fra færdig med at dissekere familien som institution i sine romaner – nådesløst og uden hensyn. For Anne B. Ragde er familien en guldgrube på godt og ondt for indholdet i hendes romaner. Det er dog ikke med onde hensigter, at hun finder inspiration i sin egen familie, hvilket ofte falder familiemedlemmer for brystet og bidrager til interne stridigheder. 


Uanset om du allerede kender til Anne B Ragdes romaner, eller du først lige er stødt på forfatteren og er blevet grebet af temaerne om slægtskab og familieintriger, kan du købe dine Anne B. Ragde-bøger her hos Arnold Busck. Nedenfor finder du alle bøger af Anne B. Ragde.


    • Fulde navn
      Anne B. Ragde
    • Født
      03. 12. 1957
    • Debutbog
      En tiger for en engel
    • Kendt for
      Berlinerpoplerne, Eremitkrebsene, Ligge i grønne enge, Altid tilgivelse, Liebhaverne
    • Aktuelle priser


Varen blev lagt i din kurv