Foto: Lena Koller

Håkan Nesser

Født 21. 02. 1950


Om forfatteren

Håkan Nesser er opvokset i den svenske fængselsby Kumla. Han boede i mange år i området omkring Stockholm, men flyttede i 2006 til New York. Siden 2008 har han været bosat i England. Håkan Nessers forfatterskab består af både serier og flere fritstående romaner.


I perioden 1993 til 2003 skrev Nesser sin ti-binds serie om kommissær Van Veeteren og de andre politifolk i den fiktive midteuropæiske by Maardam. Serien blev en stor succes i blandt andet Sverige og Tyskland og blev belænnet med Det Svenske Kriminalakademis pris i både 1994 og 1996, ligesom han fik Glasnøglen for bedste nordiske krimi i 2000 for romanen "Carambole".


Maardam-serien er oversat til en række sprog, og der er solgt mere end 10 millioner eksemplarer verden over. Alle bøgerne om Van Veeteren er filmatiseret med Sven Wollter, som mange danskere vil kende fra flere af Bille Augusts film, i hovedrollen.


Efter Maardam-serien påbegyndte Nesser Barbarotti-kvintetten med romanen "Mennesker uden hund", der handler om Gunnar Barbarotti, en svensk vicekriminalkommisær, der har italienske rødder og et stående væddemål med Gud om dennes eksistens. Seriens andet bind, "En helt anden historie" fra 2008 blev belønnet med Det Svenske Kriminalakademis pris for bedste svenske krimi. 


Sideløbende med sine to serier, har Nesser skrevet en række fritstående romaner og en enkelt novellesamling. Nessers tidlige romaner som for eksempel "Kim Novak badede aldrig ved Genesaret" fra 1998 og "Og Piccadilly Circus ligger ikke i Kumla" fra 2002 kredser om livet i 1950’ernes og 1960’ernes Midtsverige.


I 2008 vandt han Det danske Kriminalakademis Palle Rosenkrantzpris for bedste kriminalroman på dansk for romanen "Skyggerne og regnen". Håkan Nesser har en helt særlig skrivestil, og netop denne på en gang humoristiske og serisøe stil har af flere anmeldere fået betegnelsen "nessersk", da man som læser af hans bøger dermed ikke er i tvivl om, hvad der menes. 


    • Fulde navn
      Håkan Nesser
    • Født
      21. 02. 1950
    • Debutbog
      Koreografen
    • Kendt for
      Sine kriminalromaner om Van Veeteren
    • Aktuelle priser
      Bedste svenske kriminalroman, 2007
      Glasnøglen, skandinavisk krimiselskabs pris for bedste kriminalroman i norden, 2000
      Bedste svenske kriminalroman, 1996
      Bedste svenske kriminalroman, 1994




Interview




Varen blev lagt i din kurv