Foto: Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi

Herman Bang

Født 20. 04. 1857


Om forfatteren

Herman Bang var en dansk forfatter og journalist født i 1857. Hans novelle ”Ved vejen” er en del af Kulturministeriets kanon fra 2005. Herman Bang var ud af en gammel slægt af læger og præster, men den kunne ikke, som Herman Bang påstod, føres tilbage til Hvide-slægten og Marsk Stig. Det var dog ikke store skikkelser som manglede i familiens stamtræ, Herman Bangs bedstefar var fætter til både digteren og præsten Grundtvig og filosoffen og naturforskeren Henrik Steffens.


Herman Bang blev født i Asserballe på Als som søn af sognepræsten Frederik Ludvig Bang. Herman Bang var nært knyttet til sin mor, Thora, og hun kan spores i hans forfatterskab, enten inkarneret i de fiktive karakterer eller i tilegnelser. Hun døde i 1871 af tuberkulose kun 40 år gammel. Frederik Ludvig Bang havde i 1863 fået et embede i Horsens, men han led af en nervesygdom der senere gjorde ham sindssyg, og to gange var han indlagt på Skt. Hans, en klinik for psykisk syge i Roskilde. Familien flyttede i 1872 til Tersløse på Sjælland, Herman Bang begyndte på Sorø Akademi, blev student i 1875 og flyttede til København for at forfølge sine skuespillerdrømme. Hans far døde samme år, og Herman Bang flyttede ind hos sin 87-årige farfar der var en anset og velhavende læge. Han sendte den unge Herman Bang på universitetet for at studere statsvidenskab, skuespillerdrømmene måtte han forfølge i fritiden. Det viste sig dog hurtigt at Herman Bang manglede evner udi skuespilleriet.


Herman Bangs farfar døde i 1877, og han efterlod barnebarnet en klækkelig arv som dog hurtigt forsvandt. Herman Bang vendte tilbage til teatret i håb om at kunne tjene lidt penge som skuespiller, men igen måtte han indse at talentet var utilstrækkeligt. Derfor vendte han sig mod pennen og papiret. Han havde skrevet siden barnsben, men først nu blev det alvor – der skulle tjenes penge. I 1878 skrev han ”Hverdagskampe”, et proverbe, hvilket er et muntert skuespil i en akt bygget over et ordsprog. En række andre stykker fulgte, men succesen udeblev. Derfor kastede han sig over det journalistiske arbejde, her kunne han tjene til føden.


Herman Bang startede på Jyllands-Posten og skrev serien ”Smaabreve fra Hovedstaden” der i glimt indfanger livet i den danske storby, og senere kom han ind på den nystartede avis Morgen-Telegrafen og blev teater- og litteraturmedarbejder. Arbejdet som journalist var tidskrævende, men Herman Bang forsøgte at få tid til at skrive. I foråret 1880 udgav han novellesamlingen ”Tunge melodier”, og senere samme fulgte romanen ”Haabløse slægter” der i den grad slog Herman Bangs navn fast, ikke pga. bogens succes, men pga. den skandale som fulgte i kølvandet på udgivelsen.


Handlingen i ”Håbløse Slægter” følger i høj grad Herman Bangs eget liv: Hovedpersonen William Høg er præstesøn, går på Sorø Akademi og vil være skuespiller. Han falder først for en meget ældre kvinde og dernæst for den unge journalist Bernhard Hoff, en dekadent flanør der driver rundt i byen og iagttager livets gang. Skildringen af den tydeligt homoseksuelle Bernhard Hoff (homoseksualitet var på den tid ulovligt) og William Høgs forhold til den ældre kvinde vakte anstød og gav anledning til tiltale og dom for pornografi. Herman Bang blev dømt til at betale 100 kr. eller gå 14 dages fængsel hvis han ikke kunne betale bøden, og bogen blev beslaglagt. Da han nogle år senere ville udgive bogen uden de bortdømte scener, måtte han kæmpe en kamp med Det Kongelige Bibliotek for at låne et eksemplar af bogen, han ejede nemlig ikke selv et.


Herman Bangs næste roman, ”Fædra”, fik heller ikke en god modtagelse da den udkom i 1883. Historien om en kvinde som ægter en meget ældre mand og forelsker sig i hans søn var, som forgængeren, ikke moralsk acceptabel. De mere kulørte blade udviklede hurtigt smag for at udstille Herman Bang, og der var masser at tage fat på. Han kunne ikke vedkende sig sin seksualitet, men alle vidste det: det var datidens offentlige hemmelighed og noget sladdebladene kunne lide.


Træt af hetzen mod sin person besluttede Herman Bang sig for at rejse til udlandet, og i 1885 drog han mod Berlin. Ikke så snart var han kommet dertil før han blev udvist. Kort forinden havde han skrevet en ironisk artikel om den tyske kejserfamilie som var blevet bragt i et norsk blad, og det gjorde ham til uønsket i Berlin. Herman Bang rejste derfra videre til Meiningen, men udvisningsforbuddet forfulgte ham, og han tog derfor til Wien og Prag. I Meiningen havde han mødt den unge skuespiller Max Eisfeld, og han fulgte med Herman Bang til Østrig hvor de levede sammen.


Udlandsopholdet blev produktivt for ham. I 1885 varExcentriske Noveller” udkommet, året efter fulgteStille Eksistenser”, der bl.a. indeholder novellen ”Ved vejen”, i 1887 udkom Stuk”, fulgt af ”Tine” i 1889, og rækken blev afsluttet med novellerne i ”Under Aaget” fra 1890.


I ”Stuk” tegner Herman Bang et billede af København med vokseværk og et portræt af en generation, Bangs egen, hvis rastløse virketrang dækker over en følelsesmæssig umodenhed. I ”Tine” vender han tilbage til sin barndoms Als og henlægger fortællingen til det skæbnesvangre år 1864. Degnes datter Tine forelsker sig i en gift mand der dør efter slaget ved Dybbøl. Herefter drukner Tine sig selv desillusioneret over at den mand hun elsker, ikke gengælder hendes kærlighed. Herman Bang ville med fortællingen skrive en kærlighedshistorie hvor slaget ved Dybbøl fungerede som bagtæppe, det gav ham mulighed for at vise den demoralisering som fulgte i kølvandet på nederlaget til tyskerne.


I 1887 var Herman Bang vendt hjem fra sin udlandsrejse og skrev nu for det nystartede dagblad Politiken. Harman Bangs psyke var svagelig, og han led under at hans værker ikke blev påskønnet. I 1891 blev indlagt på Kommunehospitalets psykiatriske afdeling, og indlæggelsen gav ham inspiration til fortællingen om den opofrende sygeplejerske Ida Brandt i Ludvigsbakke” som udkom i 1896. I 1892 rejste han til Norge for at overvinde sin psykiske krise, men uden held. Derfra rejste han til Paris hvor han arbejde ved teatret som iscenesætter af skuespil af Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson. Da han igen kom tilbage til København var han fra 1898-1901 tilknyttet Folketeatret som instruktør.


I 1906 udkom Herman Bangs sidste roman, ”De uden fædreland”. Udgivelsen blev påvirket af den skandale som på daværende tidspunkt optog megen spalteplads i den københavnske sladderpresse. I efteråret 1906 afdækkede aviserne den homoseksuelle drengeprostitution i hovedstaden, og i den forbindelse afhørte politiet en lang række kendte homoseksuelle. Det er usikkert om Herman Bang blev afhørt, men forfatterkollegaen Johannes V. Jensen skrev 14 dage før udgivelsen af ”De uden fædreland” en kronik i Politiken hvor han gik til angreb på Herman Bang. Det blev for meget for Herman Bang, han forlod landet og slog sig ned i Berlin. To år senere undskyldte Johannes V. Jensen og bad om et møde, men Herman Bang afslog.


I 1912 rejste Herman Bang til USA på foredragsturné. Efter en oplæsning i Chicago skulle han tage toget til San Francisco, men han nåede aldrig frem. Den 28. januar blev han fundet bevidstløs i kupé, og han udånede dagen efter i den lille by Ogden i Utah.


Herman Bang er kendt for sin særlige ”impressionistiske” stil der ikke tillader lange beskrivelser og psykologiske forklaringer. Forfatterens lod er at fremvise det sete, ligesom de impressionistiske malere gør. Liv, lyd og scenarier ændrer sig hurtigt, særligt i byerne, og det giver ikke meget tid til at dvæle ved detaljen. Forfatteren skitserer billedet og akkompagnerer det ofte med ironiske kommentarer.


Læs mere om Herman Bang i Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi.


    • Fulde navn
      Herman Bang
    • Født
      20. 04. 1857
    • Dødsdato
      29. 01. 1912
    • Debutbog
      Haabløse Slægter
    • Kendt for
      Ved Vejen, Tine & Ludvigsbakke
    • Aktuelle priser




Det bliver der sagt...


15/08-2012 - 13:31
0 kommentarer
Noveller til alle tider og steder

Novellegenren er ofte en udskældt/udskudt genre i litteraturen – i hvert fald i Danmark. Hvad der ikke har været sagt af grove ord!