Foto: Sofie Amalie Klougart, 2020

Kirsten Thorup

Født 09.02 1942


Om forfatteren

Kirsten Thorup er anmelderrost dansk forfatter og en stor stemme på den danske forfatterscene. Kirsten Thorup er født i Gelsted på Vestfyn og tog studentereksamen 1961 fra Fredericia Gymnasium. Derefter tog hun på au Pair-og studieophold i Cambridge, England (1961-62) og kastede sig så ud i engelskstudier ved Københavns Universitet. Hun har også gjort sig i studenterarbejde i Varemærke- og patentdirektoratet (1962-70) og som kontormedarbejder i Glent & Co. I 1970-72 modtog hun Kunstfondens treårige arbejdslegat, og fra 1970 har hun levet som fuldtidsforfatter.


Kirsten Thorup har et omfangsrigt forfatterskab bag sig, der både tæller flere digtsamlinger og romaner.  Hun debuterede i 1967 med digtsamlingen Indeni – udenfor, derefter fulgte Love from Trieste (1969), Idag er det Daisy (1971), Baby (1973), Lille Jonna (1977), Den lange sommer (1979), Himmel og helvede (1982) og Den yderste grænse (1987), Elskede ukendte (1994), Bonsai (2000), Ingenmandsland (2003) og Tilfældets gud (2011), Erindring om kærligheden (2016) og Indtil vanvid, indtil døden (2020).

Kirsten Thorup var desuden tilknyttet TV-Teatret fra 1970-80 og skrev manuskrift til i alt syv TV-spil; heraf Else Kant 1-2 efter Amalie Skram 1978, samt to afsnit af Krigsdøtre, 1981. Siden 1973 har hun vekslet mellem at skrive romaner og dramatik for TV, teater og radio. Nu bor Kirsten Thorup i København, og hun har en datter og fire børnebørn.


Kirsten Thorup var medlem af Statens Kunstfonds udvalg fra 1993-95 og af Dansk Pen's bestyrelse 1996-98, og hun er en meget elsket forfatter, der kan betegnes som en samfundskritisk realist.


Med en sprogbevidst, bevægelig fortællemåde formidler hun nutidige oplevelsesformer og sociale erfaringer på fineste vis, og hun er flere gange blevet tildelt nogle af de helt store litterære priser for sine værker. Senest modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris i 2017 for Erindring om kærligheden. Kirsten Thorup har desuden vundet boghandlerprisen De Gyldne Laurbær i 1982 for romanen Himmel og Helvede.


    • Fulde navn
      Kirsten Thorup
    • Født
      09.02 1942
    • Debutbog
      Indeni - Udenfor. Digte ( 1967 )
    • Kendt for
      Himmel og Helvede (1982), Erindring om kærligheden (2016)
    • Aktuelle priser
      De Gyldne Laurbær (1983)
      Søren Gyldendal Prisen (1987)
      Det Danske Akademis Store Pris (2000)
      DR Romanprisen (2001)
      Nordisk Råds Litteraturpris (2017)