Foto: Henrik Saxgren

Peter Høeg

Født 17. maj 1957


Om forfatteren

Peter Høeg er anerkendt dansk forfatter. Peter Høeg er født og opvokset i København, og han er uddannet mag.art i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet i 1984.


I 1988 brød Peter Høeg med et brag igennem som forfatter, og han blev med sin debutroman, ”Forestillingen om det tyvende århundrede”, udråbt som arvtager til H.C. Andersen, Karen Blixen og Søren Kierkegaard. Debutromanen er en magisk-realistisk fortælling om danskernes drømme og forestillinger, ligesom ”Fortællinger om natten” (1990) rummer ni selvstændige historier, der alle er skrevet i Karen Blixensk stil, der netop blander de magiske og realistiske elementer.


Peter Høeg fik sit store internationale gennembrud med ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” (1992), der er en civilisationskritisk thriller om en ung kvinde, der er splittet mellem den europæiske kultur og inuitkulturen. Bogen blev filmatiseret af Bille August i 1997.

I 1993 fulgte den fjerde bog, ”De måske egnede”, der både er en interessant analyse af tiden som fænomen og historien om en ung dreng, der kæmper for ikke at blive knust af skolesystemet. Peter Høegs kultur- og samfundskritiske blik, og hans evne til at skildre skæve eksistenser, har gjort ham til en forfatter i særklasse, både på den danske og den internationale forfatterscene.


Videnskabskritikken fra ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” videreføres i ”Kvinden og aben” (1996), der er en slags fabel om en alkoholiseret kvinde, der redder en abe fra videnskabens eksperimenter, hvor dyret er mere humant end menneskene. Kvinden, barnet og dyret er tilbagevendende motiver i Peter Høegs forfatterskab, og han minder os gang på gang om, at der er noget galt i det moderne liv og i den kultur, som vi priser så højt.


I en periode trak Peter Høeg sig tilbage fra offentlighedens søgelys. Efter ti års pause udkom ”Den stille pige” (2006) om den forgældede cirkusklovns flugt fra skattevæsnet og redningsjagten efter en ung pige med særlige evner til at forudse naturkatastrofer. I 2010 fulgte ”Elefantpassernes børn” og i 2014 udkom ”Effekten af Susan”, der er historien om Susan, der er lektor i eksperimentalfysik. Efter fire års pause i forfatterskabet udkom i 2018 ”Gennem dine øjne”.


Peter Høeg er en af de største danske navne på den internationale litteraturscene, men optræder kun sjældent i spotlyset. I 1996 stiftede han fonden Lolwe, der yder økonomiske hjælp til kvinder og børn i den tredje verden.


Peter Høeg har bl.a. modtaget Weekendavisens litteraturpris, Kritikerprisen og De Gyldne Laurbær.


    • Fulde navn
      Peter Høeg
    • Født
      17. maj 1957
    • Debutbog
      Forestillingen om det tyvende århundrede
    • Kendt for
      Frøken Smillas fornemmelse for sne
    • Aktuelle priser
      De Gyldne Laurbær, 1994
      Herman Bangs Mindelegat, 1993
      Kritikerprisen, 1993
      Weekendavisens litteraturpris, 1988


Varen blev lagt i din kurv